Christina Krzyrosiak Hansen (S) skal den kommende tid dele formandsposten i KL's ældre- og sundhedsudvalg med Sisse Marie Welling (SF), som får ansvaret for sundhedsdelen.

Christina Krzyrosiak Hansen (S) skal den kommende tid dele formandsposten i KL's ældre- og sundhedsudvalg med Sisse Marie Welling (SF), som får ansvaret for sundhedsdelen. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Ny formandsduo i KL-udvalg: Borgmester-comeback fører til rokeringer ude og hjemme

Landets største stemmesluger ved seneste kommunalvalg er tilbage efter barselsorlov. Fremover skal Christina Krzyrosiak Hansen dele formandspost i KL's ældre- og sundhedsudvalg med SF-borgmester.

Udgivet: 01/03/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Christina Krzyrosiak Hansen (S) er i dag, 1. marts, vendt tilbage efter sin barselsorlov, og hun genindtræder på sine poster som borgmester i Holbæk Kommune og formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.

Som noget nyt kommer hun til at dele formandsposten med sin barselsvikar, Sisse Marie Welling (SF).

"På ældre- og sundhedsområdet kigger vi lige nu ind i en tid med store politiske forandringer og derfor er jeg glad for, at Sisse og jeg – nu i et stærkt makkerskab – skal arbejde for, at kommunerne også fremover har en helt central rolle på de her vigtige velfærdsområder," siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Sisse Marie Welling, der er sundheds- og omsorgsborgmester i København, får ressortansvaret for sundhedsområdet, indtil forhandlingerne om en implementering af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger er afsluttet, oplyser KL.

"Jeg ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, det er, at sikre, at en kommende sundhedsreform tager hånd om de konkrete problemer, som borgerne oplever på sundhedsområdet. Vi har brug for at styrke det nære sundhedsvæsen, der er tæt på borgernes hverdag, så flere borgere kan få tidligere hjælp i lokalområdet. Det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med Christina," siger Sisse Marie Welling.

Gentofte-borgmester Michael Fenger (K) fortsætter som næstformand i udvalget, mens Marie Stærke (S), borgmester i Køge, udtræder af både udvalget og KL’s bestyrelse, hvor hun har været suppleant for Christina Krzyrosiak Hansen.

Vanskeligt for vikar at hoppe ned

På hjemmebanen i Holbæk fører borgmesterens tilbagevenden også til rokeringer. Hendes vikar siden juni, Lars Qvist (S), har besluttet at forlade økonomiudvalget, hvor han havde plads, inden han blev midlertidig borgmester.

"Nu har jeg siddet næsten ni måneder som formand for økonomiudvalget og som borgmester. Jeg har snakket med Christina Krzyrosiak Hansen om, at det nok ville være vanskeligt at hoppe ned som menigt medlem af økonomiudvalget. Og da de allerstørste økonomiske udfordringer for tiden ligger i socialudvalget, vil jeg kunne arbejde med de store udfordringer dér", siger Lars Qvist (S) til Sjællandske Nyheder.

I økonomiudvalget i Holbæk erstatter socialudvalgsformand Christina Hvass Hansen (S) Lars Qvist, som fremover skal være menigt udvalgsmedlem i socialudvalget.

Sidst opdateret: 01/03/2024 - 11:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]