
- Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (t.v.) og Næstved Kommune
Byrådspolitikere rækker ud efter formandspost i Nye Borgerlige
Byrådspolitikere fra Stevns og Næstved kommuner bejler begge til posten som formand for Nye Borgerlige. Det står klart, efter at Martin Henriksen torsdag har meldt sit kandidatur ud offentligt.
Udgivet: 22/02/2024
Tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen går officielt efter formandsposten i Nye Borgerlige, og dermed er der udsigt til et kampvalg mellem to byrådspolitikere om posten, idet Githa Nelander, der er byrådsmedlem i Næstved Kommune for partiet, allerede har meldt sit kandidatur.
Martin Henriksen har tidligere sagt, at han gerne ville være formand for partiet, hvis fremtid stadig svæver i det uvisse. Men kandidaturet har ikke været officielt før nu. Henriksen er desuden byrådsmedlem i Stevns Kommune.
"Der var nogle ting, der først skulle på plads først, og det skyldte jeg at bruge min tid på, frem for at tale om at jeg skulle være formand. Men nu er vi nået dertil, hvor jeg også skylder at give et klart svar," siger han til DR.
Men byrådsmedlem for Nye Borgerlige i Næstved Kommune og medlem af regionsrådet Region Sjælland Githa Nelander har tænkt sig at tage kampen op mod Martin Henriksen om formandsposten. Det siger hun til Ritzau:
"Martin Henriksen ser jeg som en tydelig DF'er. Det dna, Dansk Folkeparti har, kan man tydeligt mærke stadig sidder i ham. Det er der ikke noget forgjort i. Men jeg kan godt frygte, at vi bliver trukket i den retning," siger Githa Nelander og tilføjer, at hun føler en pligt til at stille op.
"Jeg tænker, jeg har en realistisk chance, og det er det, jeg mærker på medlemmerne. Der foregår meget i baglandet i øjeblikket, og ud fra det tager jeg en vurdering," siger hun.
Martin Henriksen har været folketingsmedlem i en årrække for Dansk Folkeparti, men blev ikke genvalgt i 2019. Han forlod i 2022 partiet efter at have tabt en afstemning om at blive formand, og efterfølgende meldte han sig ind i Nye Borgerlige.
Den tredje kandidat, der stiller op til formandsposten er Nis Otto Kristensen, der er lokalformand for partiet i København.
Det bliver op til medlemmerne på et ekstraordinært årsmøde at afgøre partiets skæbne. En præcis dato for det årsmøde kendes endnu ikke, men ifølge DR vil det blive afholdt i april.
jornns/ritzau
Sidst opdateret: 22/02/2024 - 10:29












































