
Nyborg Kommune overså borgerhenvendelser i mere end 100 dage, da over 270 mails havnede i en død indbakke. Kommunaldirektør Tim Jeppesen har orienteret byrådet om fejlen, der blev opdaget 18. januar. "Det er beklageligt og kritisabelt", siger han til DR. - Foto: Nyborg Kommune; Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Nyborg-direktører erkender grove fejl - underretninger om børn overset i månedsvis
Direktionen i Nyborg Kommune har travlt med at beklage fejl: I sidste uge om manglende efterlevelse af Ankestyrelsens afgørelser og i denne uge om en død indbakke, hvor der lå 277 ulæste borgerhenvendelser, da fejlen blev opdaget efter tre og en halv måned.
Udgivet: 20/02/2024
Fra oktober 2023 indtil midten af januar forsvandt masser af borgermails til Nyborg Kommune, heriblandt snesevis af underretninger om børn, i en indbakke, som ikke blev læst.
Fejlen blev opdaget 18. januar, da kommunen begyndte at undre sig over, at der indløb færre underretninger end normalt, og ifølge kommunaldirektør Tim Jeppesen reagerede kommunen prompte.
"Da vi får de mails, som har ligget ulæst, kaster vi, hvad vi har i hænderne, og kaster os over den bunke og gennemgår dem alle sammen. Og der, hvor vi konstaterer, at der er et behov for at handle nu og her, handler vi med det samme", fortæller han DR.
Nyborg Kommune modtog 277 henvendelser i den døde indbakke mellem 2. oktober og 18. januar. Omkring 100 af dem er børnesager, og ifølge DR var der flere underretninger om børn af akut karakter, som kommunen ifølge loven skal vurdere inden for 24 timer.
Siden fundet har kommunen læst alle underretningerne igennem og "handlet på de akutte sager", oplyser kommunaldirektøren til DR.
Tim Jeppesen beskriver årsagen til den oversete indbakke som en kombination af en menneskelig fejl og to systemfejl. Blandt andet gjorde en systemopdatering, at en nyoprettet postkasse blev ændret tilbage til en gammel adresse.
"Det er beklageligt og kritisabelt", siger kommunaldirektøren til DR, der beskriver it-fejlen som "en ny møgsag på socialområdet".
Reagerede ikke på Ankestyrelsens afgørelser
Den følger nemlig i kølvandet på en større skandale på det specialiserede børneområde, der har udfoldet sig i offentligheden siden december og strækker sig syv år tilbage.
I sidste uge blev socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) orienteret om en konkret sag, hvor direktør Lone G. Lorenzen erkender, at social- og familieafdelingen i Nyborg Kommune har begået adskillige fejl. Sagen omhandler en familie, der i 2016 blev forældre til et handicappet barn.
Flere gange har kommunen og familien været uenige om mængden af hjemmetræning, som kommunen har bevilget, omfanget af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste samt udgifterne til blandt andet varmtvandstræning, natbleer og kørsel.
I mindst fem tilfælde har Ankestyrelsen hjemvist afgørelser til kommunen, og i fem tilfælde har familien fået ændret en afgørelse, oplyser Nyborg Kommune. I to tilfælde fulgte kommunen ikke af sig selv Ankestyrelsens afgørelser om henholdsvis retten til hjemmetræning og efterfølgende forhøjelse af timetallet i træningen.
"Denne retsstridige tilstand er i dag løst, og familien har fået efterbetalt de manglende beløb vedrørende hjemmetræning", lyder det i brevet til ministeren.
"Nyborg Kommune har haft vanskeligt ved at omsætte Ankestyrelsens hjemvisninger og vejledning til nye og lovlige afgørelser. Der er ledelsesmæssigt truffet flere uhensigtsmæssige valg om retningen i sagen, herunder ikke mindst afgørelsen om at ophøre hjemmetræningen i sommeren 2023. Denne afgørelse er trukket tilbage, og kommunen er med ekstern assistance i gang med arbejdet om genopretning af borgerens rettigheder", forklarer Lone G. Lorenzen, der retter en hård selvkritik mod kommunens sagsbehandling.
"Nyborg Kommune finder, at sagsforløbet samlet set har været helt utilstrækkeligt, og at borgeren ikke har fået den støtte og hjælp, som borgerne har haft behov for på de tidspunkter, hvor borgeren har været berettiget til det. Kommunens borgerrådgiver har siden foråret 2021 bistået borgeren i denne sag og søgt at medvirke til at skabe betingelserne for, at der kunne træffes de rigtige afgørelser, og at et samarbejde mellem forvaltning og borger kunne genoprettes. Dette til trods har sagsbehandlingen også efter borgerrådgiverens indtræden i sagen været under al kritik".
Stort ledelsesmæssigt fokus
I svaret til ministeren beklager Nyborg Kommune, at sagsbehandlingsfristerne i den konkrete sag ikke er overholdt, når Ankestyrelsen har hjemvist sager - ligesom det gør sig i gældende i mange andre socialsager.
"Der er nu strammet op på procedurerne, og der er stort ledelsesmæssigt fokus på, at hjemvisninger fra Ankestyrelsen håndteres korrekt. Der vil ledelsesmæssig være løbende opfølgning", skriver direktøren og understreger, at kommunen samtidig har fokus, at de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister er retvisende.
Snart skal politikerne tage stilling til sagsbehandlingsfristerne, og nogle vil nok blive forlænget, da de ikke er realistiske og retvisende, oplyser Lone G. Lorenzen.
Afventer ny redegørelse
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver i et notat til Folketingets Socialudvalg, at hun har bemærket Nyborg Kommunes anerkendelse af fejlene og skærpelsen af procedurerne.
"Baseret på det fremlagte ser jeg ikke anledning til at foretage yderligere i den konkrete sag. Desuden afventer jeg en anden redegørelse fra Nyborg Kommune, idet ministeriet har anmodet kommunen om at beskrive den generelle praksis på det specialiserede socialområde og håndteringen af de problemstillinger, der er blevet identificeret i BDO's 360 graders analyse", skriver Pernille Rosenkrantz-Theil.
Sidst opdateret: 22/02/2024 - 10:31












































