Fremgang: Afgørelser var rigtige i næsten to ud af tre påklagede sager på voksenområdet

Omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet fortsætter med at falde, mens der stadig er fejl i knap hver anden påklagede sag på børnehandicapområdet. Se, hvordan det står til i din kommune her.

Udgivet: 09/02/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det går den rigtige vej med omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet. Det kan man læse i nye tal fra Ankestyrelsen, der netop har fået tal for 2023.

Her var der en omgørelsesprocent på 37,2, viser Ankestyrelsens talportal, der netop er blevet offentliggjort med tal for 2023.

Det betyder, at kommunerne i næsten to ud af tre påklagede afgørelser havde truffet en korrekt afgørelse, som Ankestyrelsen stadfæstede.

Det skriver NB-Social, der understreger, at kommunerne ikke har valideret tallene endnu.

Omgørelsesprocenten på voksenhandicapområdet har været faldende de seneste fem år. Den startede på et niveau omkring 46 procent og er nu faldet til 37.

Der er store kommunale forskelle, når man ser på omgørelsesprocenten. Hele 22 kommuner har en omgørelsesprocent på nul. Heriblandt har enkelte kommuner slet ikke haft nogen realitetsbehandlede sager. Det gælder for eksempel kommuner som Dragør, Hørsholm og Kerteminde.

Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger. Når kommunernes afgørelser bliver omgjort, er der i langt de fleste tilfælde tale om hjemvisninger. 31,9 procent af sagerne på voksenområdet blev hjemvist, mens kun 5,3 procent blev ændret eller omgjort.

Husk: Omgørelsesprocenten tager ikke højde for antallet af realitetsbehandlede sager. En kommune kan have en omgørelsesprocent på 100, selvom den kun har en enkelt påklaget sag.

Status quo på børneområdet

På landsplan var omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet 48,6 procent i 2023. At Ankestyrelsen griber ind i omkring hver anden sag, er på linje med de seneste år.

For langt af de fleste kommuner skyldes høje omgørelsesrater dog hjemvisninger og ikke ændrede eller ophævede afgørelser.

Kommuner som Brønderslev, Dragør, Fanø, Glostrup, Langeland, Læsø, Samsø, Vesthimmerlands, Ærø og Tønder har alle haft en omgørelsesprocent på nul. For nogle af kommunernes vedkommende skyldes det dog, at de slet ikke har haft nogle sager i 2023.

Den høje omgørelsesprocent på børnehandicapområdet får hårde ord med på vejen fra Enhedslistens handicapordfører Rosa Lund. Hun kalder det meget deprimerende.

"Det kan ikke passe, at det skal være sådan, at hver anden påklagede sag bliver omgjort i Ankestyrelsen. Det siger noget om, at der er noget fuldstændigt galt med de sager, som kommunerne afgør," siger hun til NB-Social og foreslår, at incitamentsstrukturen vendes om, så det bedre kan betale sig for kommunerne at foretage den rigtige behandling i første hug.

Fakta:

Disse bestemmelser indgår i Danmarkskortet på voksenområdet:

  • Voksne - kontante tilskud § 95
  • Voksne - borgerstyret personlig assistance § 96
  • Voksne - ledsageordning § 97
  • Voksne - merudgifter § 100

Disse bestemmelser indgår i Danmarkskortet for børnehandicapområdet

• Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-401

• Merudgiftsydelse § 41

• Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43

• Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 - 45

Sidst opdateret: 08/02/2024 - 15:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]