Glostrup Kommune har som landets sidste kommune tilkendegivet, at den vil udarbejde en klimahandlingsplan, og er derfor formelt optaget i Klimaalliancen.

Glostrup Kommune har som landets sidste kommune tilkendegivet, at den vil udarbejde en klimahandlingsplan, og er derfor formelt optaget i Klimaalliancen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sidste kommune slutter sig til klimaalliance - men ikke uden lokal modstand

Den sidste tøvende kommune er nu formelt optaget i Klimaalliancen. Venstre var imod at hyre eksterne konsulenter til at opfylde kravet om en klimahandleplan, som hidtil har afholdt kommunen fra at deltage.

Udgivet: 09/02/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Det vækker glæde, at Glostrup Kommune som landets sidste kommune formelt er optaget i Klimaalliancen.

"Vi er utroligt glade for at meddele, at Danmark nu står samlet i vores kamp mod klimaforandringerne. At 98 kommuner nu er med, sender et stærkt signal om det lokale engagement i at tackle klimaforandringerne og skabe en bæredygtig og grøn fremtid," siger formanden for Klimaalliancen, Frank Schmidt-Hansen (K), der er borgmester i Vejen Kommune.

At netop Glostrup blev alliancens sidste medlem skyldes, at den daværende kommunalbestyrelse i juni 2021 valgte at investere i konkrete klimatiltag frem for at udarbejde en klimaplan, som på det tidspunkt blev vurderet til at være "meget omfattende og ressourcekrævende".

På kommunalbestyrelsesmødet i november besluttede et flertal af Glostrup-politikerne at ændre kurs og igangsætte arbejdet med en klimaplan som landets sidste kommune. Dermed kunne kommunen officielt opfylde kravet for at blive en del af Klimaalliancen.

Det skete dog ikke uden debat. Venstre og Bylisten prøvede at begrænse kommunens konsulentudgifter og foreslog, at kommunens egen projektgruppe kunne udarbejde en klimahandleplan og derved spare 420.000 kroner - "gerne med inspiration fra de mange klimahandleplaner, der allerede ligger på nettet", som det lød i ændringsforslaget.

Borgmester Kasper Damsgaard (S) meddelte, at det ikke kunne lade sig gøre, da forvaltningen ikke har erfaringer med at skabe en klima-baseline og desuden mangler ledig kapacitet til at løfte opgaven.

Venstre endte med at stemme imod udarbejdelsen af en klimaplan. "Hverken grisen eller klimaet bliver tungere af at blive vejet. Derfor ser vi hellere, at pengene bruges på konkrete klimainitiativer i stedet for en baseline-opgørelse", bemærkede Piet Papageorge (V).

Borgmester: Allerede godt i gang

Ved at deltage i Klimaalliancen kan Glostrup Kommune få hjælp til at implementere den lokale klimaplan, og alliancen kan bistå kommunerne og de fem regioner med viden, økonomi og et fælles udviklingsrum, som kan tackle lokale udfordringer. Borgmesteren ser frem til at indgå i samarbejdet.

"Glostrup er allerede godt i gang med den grønne omstilling, blandt andet ved at reducere energiforbruget i kommunens ejendomme og ved at styrke en bæredygtig offentlig transport. Vores fjernvarmeudrulning er også godt i gang. I Glostrup går klimainvesteringer hånd i hånd med investeringer i kerneopgaverne målrettet vores borgere. Med klimahandlingsplanen i hånden, og sammen med resten af kommunerne, kan vi endnu bedre arbejde for at gøre en grøn og mærkbar forskel for vores borgere og kommende generationer", siger Kasper Damsgaard i en pressemeddelelse.

96 kommuner er nået så langt, at de har udarbejdet en klimahandlingsplan, der er godkendt af den grønne tænketank Concito og vedtaget i eget byråd.

Sidst opdateret: 17/03/2025 - 13:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]