40.000 fik fjernvarme i 2023 - men tempoet bør skrues op med flere penge

Brancheforeningen Dansk Fjernvarme vil have flere penge i tilskudspulje til fjernvarme. Fjernvarmepuljen blev i sidste uge 'udsolgt' på ganske få minutter og overansøgt med 250 millioner kroner. Minister er klar til at drøfte det.

Udgivet: 07/02/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Syv minutter og så var det slut.

Torsdag morgen 1. februar - efter blot syv minutter - havde Energistyrelsen modtaget ansøgninger til en sum, der svarede til fjernvarmepuljens samlede beløb på 150 millioner kroner.

Kort tid senere var puljen overtegnet. I alt har 41 fjernvarmeselskaber søgt om 399,9 millioner kroner, fremgår det af Energistyrelsens hjemmeside.

Hos fjernvarmeselskabernes brancheforening Dansk Fjernvarme ser man ansøgningerne som udtryk for en meget stor efterspørgsel fra fjernvarmeselskaberne, som gerne skulle udmønte sig i en større pulje, så naturgassen kan udfases endnu hurtigere og i stedet konverteres til fjernvarme i de danske hjem:

"Det er voldsomt at opleve så stor efterspørgsel efter fjernvarme. Nu har fjernvarmeselskaberne gjort deres med at lave konkrete planer for udfasning af naturgas efter regeringens ønske. Nu er det på tide at regeringen og Folketinget sikrer, at planerne også kan bæres ud i livet, så vi kan komme af med den fossile gas," siger Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme, i en meddelelse.

Fik du læst?

14 borgmestre sender opråb til regeringen om stopklods for fjernvarmen

Sidste år kom 40.000 nye fjernvarmeforbrugere til, så fjernvarmen nu bruges i over 1,9 millioner boliger - eller tæt på syv ud af ti husholdninger. Det viser nyeste tal fra brancheforeningen.

Og de næste år kan langt flere altså følge efter, siger Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen.

"Der er et historisk stort antal projektforslag, som fjernvarmeselskaberne har sendt ind og fået godkendt hos kommunerne."

Der har været stort fokus på at udskifte naturgasfyr, der i januar 2023 var i cirka 380.000 danske hjem, efter Ruslands invasion af Ukraine.

Sidste år blev der godkendt projektforslag på konvertering af mere end 60.000 naturgaskunder. I år ventes forslag på yderligere 62.000 konverteringer frem mod 2028.

Det er dog ikke givet, at de ender med at blive til virkelighed. Det afhænger af, om der er entreprenører, som vil gennemføre det.

"Det andet er, at der skal sættes endelig økonomi på. Og her er det helt afgørende, at fjernvarmepuljen også fortsætter i de næste år," siger Kim Mortensen.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er parat til at drøfte flere midler til fjernvarmepuljen, siger han til Ritzau.

"Der er allerede givet 1,4 milliarder kroner til fjernvarmeselskaberne fra puljer for 2021-2024. Vi følger selvfølgelig udviklingen, og i Grøn Fond-forhandlingerne, som er i fuld gang, er flere midler til fjernvarmepuljen blevet bragt op. Det drøfter vi selvfølgelig gerne," siger ministeren i et skriftligt svar.

Fjernvarmepuljen for 2024 har i alt modtaget 41 ansøgninger, hvoraf de 12 første ansøgninger til puljen er blevet tildelt en ”reservation” af midler fra puljen såfremt ansøgningen lever op til kravene. Det reserverede beløb er indtil videre 135,3 mio. kroner.

Se de ansøgte projekter til fjernvarmepuljen her.

Sidst opdateret: 07/02/2024 - 09:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]