Børne- og undervisningsministeren holdt i oktober et pressemøde på en skole i Greve om regeringens folkeskoleudspil. Fjernelse af de over 4.200 bindende eller vejledende mål var et af hovedemnerne. "De er alle indført med de bedste intentioner. Men i skolens hverdag giver de ikke altid mening", siger Mattias Tesfaye.

Børne- og undervisningsministeren holdt i oktober et pressemøde på en skole i Greve om regeringens folkeskoleudspil. Fjernelse af de over 4.200 bindende eller vejledende mål var et af hovedemnerne. "De er alle indført med de bedste intentioner. Men i skolens hverdag giver de ikke altid mening", siger Mattias Tesfaye. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ekspertgruppe nedsat: Arbejdet med at fjerne mål i tusindtal og forny fag går i gang

Langstrakt arbejde med at udvikle nye læreplaner og reducere mængden af mål starter nu. Ekspertgruppe skal også kigge på folkeskolens test og balancen mellem analoge og digitale læremidler. KL vil forny fagene og stræber efter et nybrud, fastslår udvalgsformand.

Udgivet: 01/02/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

De over 4.000 bindende og vejledende mål, der bruges til at styre hverdagen på folkeskolerne, fyldte en del, da regeringen i efteråret i præsenterede dens plan for en frisættelse af folkeskolen. Snart tager en ny ekspertgruppe hul på arbejdet med at forenkle og forny fagplanerne.

Ekspertgruppen skal aflevere deres anbefalinger i slutningen af 2024, og det forventes, at de nye læreplaner kan træde i kraft fra skoleåret 2027/2028, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

"Nu går vi i gang. Vi skal væk med mindst 90 procent af målene og have nogle helt andre læreplaner. Jeg ønsker mere tid til fordybelse i fagenes kernestof og mindre fokus på at leve op til alle de mange detaljerede mål. Jeg er meget glad for, at en række erfarne folk ønsker at bidrage til at få en fornyelse af fagene i gang”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en nyhed på ministeriets hjemmeside.

KL: Vi foreslår et nybrud

Kommunerne og flere andre skoleparter har presset på for at få sat arbejdet med forenklingen af læreplaner i gang. Målsætningen for indsatsen må være at skabe rammerne for en undervisning, hvor eleverne er "aktive, undersøgende og skabende", mener formanden for KL's børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S).

"En undervisning, som tænder lys i deres øjne og vækker deres interesse og lyst til at lære mere. Derfor har det været et meget stort ønske fra parterne, at vi får fornyet fagene, og det er utrolig positivt, at regeringen og forligskredsen har været så lydhøre. Dét, vi foreslår, er et nybrud. Og det vil styrke folkeskolen”, siger Herlev-borgmesteren i en skriftlig udtalelse til NB-Kommune.

Sammenhæng med test og prøver

Ud over at eliminere mindst 90 procent af de nuværende mål og udvikle et enklere format skal ekspertgruppen også komme med anbefalinger til sammenhængen mellem fagplaner og folkeskolens test og prøver. En bedre sammenhæng mellem fagplaner og læremidler er også en del af kommissoriet, "herunder hvordan der opnås en bedre balance mellem analoge og digitale læremidler i folkeskolen", lyder det fra ministeriet.

Fremtidens rammer i folkeskolen bør bygge på lærernes viden og indsigter fra praksis, mener Thomas Gyldal Petersen. Han understreger samtidig, at fagfornyelsen ikke først og fremmest må handle om at skabe nye dokumenter, der kan lægges på ministeriets hjemmeside.

"Det handler om en fornyelse af undervisningen i folkeskolen på alle skoler i landet. Det handler om at udvikle nye veje i undervisningen, der gør den mere meningsgivende for både elever og lærere, løfter motivationen hos eleverne og giver alle elever bedre muligheder for at udvikle sig fagligt og personlig. Og det handler om at videreudvikle og styrke den lokale kapacitet til løbende at udvikle kvaliteten af undervisningen”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Ekspertgruppen får to formænd; Lise Tingleff Nielsen, der er områdechef hos Danmarks Evalueringsinstitut, og Alexander von Oettingen, rektor for UC Syd. Ministeriet understreger, at ekspertgruppens anbefalinger skal fastsættes med afsæt i politisk besluttede pejlemærker (se faktaboksen nederst).

FAKTA: Ekspertgruppens medlemmer

  • Alexander von Oettingen, rektor, UC Syd
  • Lise Tingleff Nielsen, områdechef for grundskole, Danmarks Evalueringsinstitut
  • Ane Qvortrup, professor, Syddansk Universitet
  • Dennis Hornhave, undervisnings- og udviklingsansvarlig hos Skoletjenesten Kolding/Kolding Stadsarkiv
  • Helle Bjerg, skoleleder, Skolen på Grundtvigsvej, Frederiksberg Kommune
  • Ida Geertz-Jensen, lærer, Slotsparkens Friskole, Jægerspris
  • Lene Tanggaard, rektor, Designskolen Kolding, professor, Aalborg Universitet
  • Peter Staun Kastholm, direktør, Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser
  • Thomas Illum Hansen, forskningschef, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole 

FAKTA: Politiske pejlemærker for Fagfornyelsen

  • Folkeskolens Fagplaner skal formuleres ud fra folkeskolens formål og understøttes af få, præcise mål, som skal sikre progression. Det samlede antal af mål må ikke overstige 10 pct. af de nuværende mål.
  • Folkeskolens Fagplaner skal beskrive fagets kernestof og understøtte, at eleverne stilles lige ved skoleskift og ved overgang til videre uddannelse og arbejde.
  • Folkeskolens Fagplaner skal være skrevet i et letforståeligt, pædagogisk sprog som understøtter plads til både at fordybe sig i fagenes teoretiske grundlag og deres praktiske anvendelse, jf. folkeskolelovens § 5 stk. 1.
  • Folkeskolens Fagplaner skal understøtte den løbende evaluering af elevernes viden og færdigheder samt den endelige afslutning af faget.
  • Folkeskolens Fagplaner skal udvikles med omfattende inddragelse af folkeskolens parter, eksperter og praktikere.
  • Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Sidst opdateret: 01/02/2024 - 08:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]