
- Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Region og 17 kommuner deler fælles ønsker på trafikområdet
Udgivet: 30/01/2024
Region Sjælland og 17 kommuner er enige om et fælles trafikudspil med ambition om at skabe bedre, hurtigere og grønnere transport for regionens borgere og erhvervsliv. Det skriver de i en fælles pressemeddelelse.
"Vi er alle enige om seks højt prioriterede infrastruktur-projekter og en række indsatsområder. Det skal der kæmpes for i de kommende år," siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
Ønskerne fremgår af de fælles ønsker og prioriteringer som Region Sjælland og kommunerne kalder 'Sjælland baner vejen frem'. Seks prioriterede projekter og en række indsatsområder er;
- Den Sjællandske Tværforbindelse (Motorvej Næstved – Slagelse – Kalundborg)
- Dobbeltspor Køge - Køge Nord med ekstra perron på Køge Station
- Den Sjællandske timemodel (Tog til København på max. en time fra byer som Nykøbing F. og Kalundborg)
- Samlet løsning for vejforbindelserne mellem Roskilde, Køge og Ringsted, herunder opgradering af rute 6 og rute 14
- Klar til åbningen af Femern forbindelsen i 2029
- Udbygning af hele rute 9 på Lolland med fremskudt færgeleje ved Tårs
"Det er imponerende, at 17 kommuner og regionen igen står sammen – men det er også bare helt nødvendigt, ellers bliver vi ikke hørt. Vi er enige om seks prioriterede projekter, som vi skal arbejde for at få realiseret. Vi skal også arbejde for trafikalt bæredygtige landdistrikter, fremme cyklismen, gøre det nemmere for de unge at komme til uddannelse og meget mere. Det skal være attraktivt at bo og arbejde i vores kommuner," siger Michael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.
Sidst opdateret: 30/01/2024 - 13:02












































