
Radikale Venstres Mette Jorsø fra Køge Byråd stod søndag frem med anklager mod Ringsted-borgmester Henrik Hvidesten, der få minutter senere trak sig. 49-årige Jorsø har tidligere været borgmesterkandidat for Venstre i Køge, men forlod i 2020 partiet. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Politiker fra nabokommune fælder Hvidesten - blev provokeret af udtalelser om at stå frem
Byrådsmedlem Mette Jorsø (R) sagde fra, da en fuld Henrik Hvidesten tog hende på låret og ballen under KØF-fest. Kort efter hun havde fortalt om sin oplevelse, meddelte Ringsted-borgmesteren, at han trækker sig.
Udgivet: 29/01/2024
Henrik Hvidesten (V) annoncerede søndag aften på Facebook, at han trækker sig som Ringsted Kommunes borgmester. Det skete ganske kort tid efter, at endnu en beretning om grænseoverskridende adfærd under en fest ved Kommunaløkonomisk Forum (KØF) tidligere på måneden kom frem.
Afsenderen var Mette Jorsø, byrådsmedlem for Radikale Venstre i Køge. Hun forklarer, at hun deler sin oplevelse, fordi flere politikere i Ringsted, heriblandt tidligere borgmester Benny Christensen (S), har opfordret den anonyme, kvindelige byrådspolitiker, hvis grænser Henrik Hvidesten havde overskredet, til at stå frem. Indtil da havde Mette Jorsø ikke overvejet at fortælle om hændelsen.
"Det gjorde mig vred. Hun har fortalt sin historie til kommunaldirektøren i Ringsted. Jeg blev så provokeret af, at hun skulle stille sig frem, når hun anonymt har fortalt sin historie til kommunaldirektøren, som går videre med det. Vi kan ikke tvinge folk til at stå frem, hvis hun har ikke lyst det", siger Mette Jorsø til Sjællandske Nyheder.
Skubbet væk efter hånd på lår
Mette Jorsø stod selv frem i en artikel på dr.dk. Her fortæller hun, at hendes kontakt med en "tydelig beruset" Henrik Hvidesten fandt sted i minutterne omkring midnat, da livebandet meddelte, at de ville spille aftenens sidste nummer.
"Jeg siger til ham, at jeg ikke vil danse til en sjæler med ham, og vi sætter os på en bænk sammen med andre kollegaer også. Der lægger han sin højre hånd på mit lår og sin venstre på min balde. Jeg siger til ham, at han simpelthen er for fuld, at han skal gå hjem og skubber ham væk", fortæller Mette Jorsø.
DR's historie blev publiceret i går søndag klokken 18.55, og 18 minutter senere skrev Henrik Hvidesten, at han trækker sig.
"Søndag bringer DR endnu en historie om en episode, hvor jeg skulle have overskredet en persons grænser. Selvom de sidste dage også har budt på megen opbakning og opmuntrende henvendelser, må jeg konstatere, at jeg ikke længere kan bede mit politiske flertal om fortsat at bakke mig op som borgmester. Derfor vil jeg trække mig som borgmester i Ringsted Kommune", skrev Henrik Hvidesten i et opslag med et billede af sin kæreste og to børn.
"De kommende dage vil jeg bruge med mine nærmeste, der altid har været der for mig, og jeg har derfor for nuværende ikke yderligere kommentarer", slutter han opslaget.
Tidligere i weekenden havde borgmesteren forsvaret sig, da Ekstra Bladet bragte en video fra et diskotek i Ringsted, hvor Hvidesten ses i omklamrende dans med en 19-årig, som anonymt udtalte sig og beskrev optrinnet på dansegulvet som "ubehageligt og grænseoverskridende".
"Jeg er ikke selv blevet direkte konfronteret med videoen fra ham, der optog den, eller andre i selskabet hverken dengang eller sidenhen. Jeg ville da have ønsket, at kvinden eller andre havde kontaktet mig dengang, hvis følelsen var, at der var tale om grænseoverskridende adfærd. At den kommer frem nu, virker påfaldende og giver da overvejelser om, om det er et politisk forsøg på at udnytte situationen til at miskreditere min person", skrev Henrik Hvidesten til Ekstra Bladet, inden presset et par dage senere blev så stort, at han besluttede at trække sig.
Henrik Hvidesten trækker sig på næste byrådsmøde, der finder sted mandag 5. februar. Hvem der skal afløse ham, vil blive afgjort ved en flertalsafstemning i byrådssalen. Venstres gruppeformand Klaus Hansen (V) nævnes i Sjællandske Nyheder som det bedste bud på den kommende borgmester, men partiet har endnu ikke meldt noget ud.
Sidst opdateret: 29/01/2024 - 10:07












































