
Det bliver ikke muligt at sætte kryds ud for Ulrik Wilbeks navn ved kommunalvalget i 2025 - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Ulrik Wilbek genopstiller ikke: Jobbet æder mig op
Viborg-borgmester stopper om to år. Beslutningen blev truffet før stresssygemelding, fortæller han.
Udgivet: 10/01/2024
Borgmester Ulrik Wilbek (V) genopstiller ikke til byrådet i Viborg Kommune.
Han afslutter sit virke 31. december 2025 efter otte år på posten. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Ulrik Wilbek har tidligere antydet, at to perioder som kommunens førstemand måtte være passende, men beslutningen er først officiel nu.
Dermed skal byrådets klart største parti gøre sig klar til en tid uden profilen, der løb med flere end 8000 personlige stemmer ved valget i 2021.
Han kalder det et "sindssygt hårdt job".
"Jeg er sådan en, der går 'all in' og bliver ædt op med hud og hår, fordi jeg gerne vil gøre så meget for Viborg Kommune, som jeg overhovedet kan", siger Ulrik Wilbek.
Om to år er han 67 år, og til den tid har han gjort sit arbejde, mener han.
Ulrik Wilbek har en lang og succesfuld tid som træner for både Viborg HK og de danske håndboldlandshold bag sig.
Han sad i byrådet i 1997-2001 for Venstre og var udset som partiets borgmesterkandidat, da kommunesammenlægningen fandt sted i midten af 00'erne.
Han tog dog imod jobbet som træner for herrelandsholdet i stedet.
I 2017 stillede han op igen, og som valgets sejrherre fravristede han borgmesterkæden fra De Konservative. Valget i 2021 levnede ingen tvivl om, at han skulle have en periode mere på posten.
"Men nu må der nye kræfter til, og så kan jeg forhåbentligt se tilbage på, at det gik godt, i stedet for at få at vide, at jeg sad for lang tid", siger han og fortsætter:
"Der er mange, som har spurgt, om ikke jeg kan tage én periode mere. Men gør jeg det, skal jeg måske også tage én mere. For mig handler det også om at være frisk. Når jeg stopper, er jeg 67, og så kan jeg sagtens finde på andre ting at lave, bare uden den kalender og uden det ansvar, som jeg har nu".
Ulrik Wilbek kommer ikke til at stille op til hverken folketings- eller regionsrådsvalget, understreger han.
Han har døjet med helbredet og været syg med overbelastning. Men det har ikke spillet ind, for han traf beslutningen i sommer.
Venstre har opstillingsmøde den 30. januar, hvor der skal findes en ny borgmesterkandidat, og det er årsagen til, at han annoncerer sin kommende exit nu.
jornns /ritzau/
Sidst opdateret: 11/01/2024 - 11:40












































