Regeringen vil gøre op med skandaler på kræftområdet

Ny redningsplan skal blandt andet undgå, at patienter venter for længe på udredning og behandling for kræft.

Udgivet: 11/12/2023

Del artiklen:

En redningsplan skal blandt andet sørge for at nedbringe ventetiden på behandling for kræft på baggrund af den seneste tids skandalesager.

Det fortæller indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til avisen Berlingske.

- Sagen fra Aarhus har gjort det tydeligt, at overvågningen på kræftområdet ikke har været tilstrækkelig fintmasket. Det har blandt andet betydet, at der har været mørketal i regionernes indberetninger af overskridelser af de maksimale ventetider til Sundhedsstyrelsen, siger hun.

- Derfor har der ikke været faresignaler, som styrelsen har kunnet reagere på. Det gør vi nu noget ved.

Med sagen fra Aarhus henviser Løhde til de over hundrede kræftpatienter, som er blevet behandlet for sent på Aarhus Universitetshospital.

Der er også blevet afdækket andre sager på kræftområdet rundt i landet.

Blandt andet er en stor andel af patienter med brystkræft blevet undersøgt og opereret for sent i forhold til tidsfristen i kræftpakken. Særligt er det gået ud over kvinder i Region Hovedstaden.

Kræftpakkens formål er netop at sikre hurtig og optimal behandling.

Desuden har behandlingen af gynækologiske kræftformer, lungekræft, urologi og tarmkræft fået kritik.

Redningsplanen indebærer oprettelsen af en ny patientrådgivning, så patienter med livstruende sygdomme nemt og hurtigt kan få oplysning om deres rettigheder.

Blandt andet skal der i hver region oprettes vejlederspecialister, der skal bistå i sådanne forløb, skriver Berlingske.

Derudover skal der oprettes en specialenhed, der skal sikre samarbejde på tværs af regionerne, når det kommer til udredning, behandling og overvågning.

Til slut vil man øge overvågningen af de maksimale ventetider ved at forstærke indberetningskravene for regionerne.

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, betegner over for Berlingske initiativerne som gode.

/ritzau/

Sidst opdateret: 11/12/2023 - 05:44

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]