Lederne i ældreplejen får fremover nemmere ved at tilrettelægge vagtplanerne.

Lederne i ældreplejen får fremover nemmere ved at tilrettelægge vagtplanerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ledere får mulighed for at planlægge med længere vagter i ældreplejen

Kommunerne får som led i trepartsaftalen mere fleksibilitet i vagtplanlægningen. Åbningen for 12 timers vagter og færre hviletimer vækker glæde i flere kommuner, skriver NB-Ældre.

Udgivet: 07/12/2023

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Lederne i ældreplejen skal have mere fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen. Sådan lyder det i trepartsaftalen, som blev præsenteret i mandags.

"Den øvre grænse for vagtlængden forøges til 12 timer i hverdagen og 12 timer i weekenden," fremgår det af aftalen.

Det skriver NB-Ældre.

Ifølge FOA er vagtlængden typisk ti timer med de nuværende regler. Men fra næste år skal parterne ved overenskomstforhandlingerne aftale mulighed for at planlægge med længere vagter for medarbejdere på døgnområdet i sundheds- og ældreplejen i kommunerne, lyder det i aftalen.

Det vækker glæde hos flere ældredirektører. I Holbæk Kommune ser direktør for Ældre og Sundhed Lene Magnussen det som en 'win-win'.

"Det giver langt større fleksibilitet både for os, men også for medarbejderne. Der er nogen medarbejdere, der af familiemæssige årsager for eksempel gerne vil have længere vagter. Samtidig giver det større kontinuitet i arbejdet, så vi undgår flere vagtskift. Det er med til at højne kvaliteten i arbejdet," siger Lene Magnussen til NB-Ældre.

Kun otte timers hvile

Derudover kan lederne også se frem til ikke at skulle planlægge med, at sosu'erne skal have 11 timer i hvile, som ifølge FOA er det typiske på nuværende tidspunkt. Fremover kan hviletiden sættes ned til otte timer.

"Aftaleparterne er enige om, at lokale aftaler om nedsættelse af hviletiden til otte timer kan medvirke til mere lokal fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen. Aftaleparterne er derfor enige om, at lokale aftaler om nedsættelse af hviletiden til otte timer udbredes mere blandt social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i den kommunale sundheds- og ældreplejen," står der i aftalen.

Også det skaber glæde i Holbæk. Direktøren for job og velfærd i Horsens Kommune ser også positivt på de nye muligheder.

“Grundlæggende er vi interesseret i sammen med medarbejderne at finde de bedste løsninger både i forhold til opgaver og i forhold til deres ønsker. Så jo videre rammer man kan tilvejebringe fra aftaleparterne, jo bedre,” siger direktør Jes Svenninggaard.

"Vi har medarbejdere, som har lyst til at arbejde meget i en uge og have mere fri i en anden uge. Det kan være fraskilte med delebørn. Og derfor kan eksempelvis 12 timers vagter være en god ting," siger han og pointerer samtidig, at kommunen skal være opmærksom på ikke at slide medarbejderne op, selv om de måske ønsker mange 12 timers vagter.

Sidst opdateret: 07/12/2023 - 12:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]