
- Foto: Museum Sønderjylland
Tre midlertidigt lukkede sønderjyske museer kan genåbne
I efteråret 2022 måtte Museum Sønderjylland lukke tre museer på ubestemt tid. Nu får de penge til at genåbne.
Udgivet: 04/12/2023
I efteråret sidste år måtte Museum Sønderjylland lukke tre museer på ubestemt tid. Årsagen var særligt høje priser på energi.
Med den midlertidige lukning af de tre museer fulgte også afskedigelse af 11 ansatte.
Men på finansloven for 2024, som er blevet præsenteret mandag, er der afsat et ekstra driftstilskud på 4,5 millioner kroner til Museum Sønderjylland.
Det betyder, at de tre lukkede museer - Drøhses Hus i Tønder, Kulturhistorie Aabenraa og Cathrinesminde Teglværk - kan genåbne.
Det oplyser Museum Sønderjylland i en pressemeddelelse.
"Det er en bevilling, som skal gå til dels at ansætte medarbejdere, der skal sidde i billetsalg og gøre rent, men også til medarbejdere, der skal sørge for, at der er spændende aktiviteter og indhold de tre steder."
"Vi er enormt lettede og glade, fordi det vidner om, at politikerne på Christiansborg synes, at det, som Museum Sønderjylland kan, er væsentligt," siger direktør Axel Johnsen.
jornns/ritzau/
Sidst opdateret: 04/12/2023 - 10:45













































