Flere kommuner har de senere år indført et såkaldt adfærdskodeks, der på forskellig vis italesætter, at tonen imellem byrådsmedlemmerne skal være ordentlig. Men ikke alle steder oplever de yngre medlemmer, at de bliver respekteret.

Flere kommuner har de senere år indført et såkaldt adfærdskodeks, der på forskellig vis italesætter, at tonen imellem byrådsmedlemmerne skal være ordentlig. Men ikke alle steder oplever de yngre medlemmer, at de bliver respekteret. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Unge kommunalpolitikere: Aldersdiskrimination er udbredt

En rundspørge foretaget af TV2 blandt yngre byrådsmedlemmer viser, at mange af dem oplever nedladende kommentarer ved byråds- og udvalgsmøder med kommentarer som 'de voksne snakker lige.'

Udgivet: 16/11/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

"Et ældre medlem fortalte bag min ryg, at vedkommende syntes, jeg var barnlig, fordi jeg grinte meget og ikke tog mit arbejde seriøst."

Sådan lyder det fra Emma Marie Holm, der er 22 år og konservativt byrådsmedlem i Guldborgsund. Det er nemlig ikke altid lige let at være byrådets yngste medlem, når der skal diskuteres store og vigtige sager ved møderne.

Flere medlemmer fortæller i en rundspørge foretaget af TV2, at de har oplevet nedladende og aldersdiskriminerende kommentarer fra tid til anden. Rundspørgen er sendt til 108 byrådsmedlemmerne under 30 år, og halvdelen har ifølge TV2 besvaret spørgsmålene. Heraf svarer 52 procent, at "de fra byrådskollegaer har oplevet hård tone eller nedladende kommentarer, der har været møntet på deres alder eller erfaring".

Thomas Østergaard (V) er 23 år og byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune.

"Jeg tror, at alle unge i politik har oplevet det her på egen krop. Hvis de ikke har mærket det, er jeg bange for, at det simpelthen er fordi, de ikke vedkender sig det," siger Thomas Østergaard til TV2.

Han mærker, hvordan ældre og mere erfarne kollegaer "trækker alderskortet” i debatter i byrådssalen.

"Det bliver pludselig en umulig opgave at diskutere, hvis det skal være en betingelse, at jeg skal have 30 års erhvervserfaring, inden jeg træder ind i byrådet. Jeg har følt, at det undergravede min autoritet. Og jeg har mærket, hvordan jeg er blevet behandlet anderledes, end jeg ser, at andre bliver behandlet," fortæller Thomas Østergaard til TV2.

Læs også:
Yngre byrødder møder aldersdiskrimination

I Odenses kommunalbestyrelse sidder Anne Skau Styrishave (R) på 26 år.

"Jeg har oplevet, at mine kollegaer siger ”lille Anne”, eller ”de voksne snakker lige”, og at de antyder, jeg er naiv, fordi jeg er ung. Altså at min mening derfor ikke er lige så meget værd," siger hun til TV2.

29-årige Emil Sloth Andersen (Å) fra Københavns borgerrepræsentation har blandet andet oplevet at blive hængt ud på de sociale medier af en ældre kollega, der kaldte ham "lille ven".

Københavns Kommunes overborgmester Sophie Hæstorp Andersen kalder det uacceptabelt med de nedladende kommentarer:

"Jeg tror, at det er uundgåeligt, at nogle af dem, der har været i politik i lang tid, hurtigt kan lyde bedrevidende," siger overborgmesteren til TV2.

I Ikast-Brande Kommune genkender borgmester Ib Boye Lauritsen (V) ikke, at der er en aldersdiskriminerende kultur i byrådssalen:

"I det omfang det er tilfældet, er det selvfølgelig dybt uprofessionelt. Alle har et mandat, så man kan ikke argumentere med hverken køn, diskriminering af seksualitet, alder eller andet," siger Ib Boye Lauritsen til TV2.

Sidst opdateret: 16/11/2023 - 11:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]