Lige om lidt skal alle kommuner lægge sig fast på, om de vil vælge selvbudgettering af skatteindtægterne, eller om de vil følge statens garanterede indtægtsgrundlag. Et afgørende spørgsmål er, om kommunen mener at kunne udnytte sit lokalkendskab til at give en bedre vurdering af den økonomiske udvikling i kommunen, end staten kan.

I valget mellem selvbudgettering og statsgaranti er der tre væsentlige forhold: Befolkningsvæksten i kommunen, udviklingen i udskrivningsgrundlaget - og hvilket valg, de andre 97 kommuner træffer.

Befolkningsvækst

I det statsgaranterede udskrivningsgrundlag indgår en fremskrivning af de enkelte kommuners folketal. Fremskrivningen er forholdsvis mekanisk på kommuneniveau og tager ikke hensyn til, at en kommune har indflydelse på befolkningsudviklingen, ved lokalplaner og udstykninger mv., og i det hele taget er tættere på borgerne.

På det område har den enkelte kommune altså en fordel i forhold til staten og kan forholdsvis nemt vurdere, om der vil være en mere positiv udvikling, end der ligger i statens fremskrivning.

Samtidig vil en mere positiv udvikling slå direkte igennem på bloktilskuddet, fordi det fordeles efter folketal.

Det taler altså for selvbudgettering, når man har tiltro til en mere positiv befolkningsudvikling.

Udskrivningsgrundlag

På kronesiden er det derimod udviklingen i udskrivningsgrundlaget på landsplan, der har størst betydning. Det skyldes, at der udlignes mellem 75 og 95 procent af kommunens skatteindtægter.

Derfor vil det sjældent give mening for en kommune at selvbudgettere på baggrund af mere positive forventninger til skattegrundlaget.

Undtagelsen, der bekræfter reglen, er, når det er statens forventninger, der bliver opjusteret i forhold til det statsgaranterede grundlag, som i Økonomisk Redegørelse, august 2023.

Det trækker i retning af, at der både vil være mindre risiko ved selvbudgettering og potentielt en større gevinst end normalt.

Antal kommuner, der selvbudgetterer

De fleste år er det forholdsvis få kommuner, der vælger selvbudgettering. Men jo flere kommuner, der selvbudgetterer, jo større regning risikerer de øvrige kommuner at få, hvis kommunernes egne selvbudgetteringer holder.

Det skyldes, at den samlede regning fordeles ud på alle kommuner i tildelingen af bloktilskuddet. Så når det er få (og/eller små) kommuner, der selvbudgetterer, bliver regningen lille, og der er mange til at dele den.

Men hvis der er mange kommuner, og det oven i købet er nogle af de store, vil regningen potentielt være høj. Og hvis kommunen har holdt sig til det statsgaranterede grundlag, har man ingen gevinst, men kun en regning at betale.

Det kan tilskynde til større risikovillighed i budgetlægningen. Altså hvis risikoen for et tab er forholdsvis høj ved at bruge det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, vil man være mere tilbøjelig til at afdække risikoen ved at vælge selvbudgettering.

Efterregulering

Når opgørelsen kommer tre år efter valget mellem selvbudgettering eller statsgaranti, vil en eventuel gevinst blive tildelt de kommuner, der har selvbudgetteret, mens bloktilskuddet vil blive tilsvarende reduceret og fordelt ud på alle kommuner efter folketal.

Hvis alle kommuner således selvbudgetterede, ville kommuner med en vækst over landsgennemsnittet umiddelbart vinde i efterreguleringen, mens øvrige kommuner ville tabe.

Det er dog vigtigt at huske, at udligningen også efterberegnes tre år efter. Derfor kan en kommune med lavere vækst i beskatningsgrundlaget end landsgennemsnittet få kompenseret en væsentlig del af sit tab gennem udligningssystemet, og de penge går fra kommunerne med den højere vækst i beskatningsgrundlaget.

Nogle kommuner vil altså i budgetlægningsfasen stå med valget mellem pest og kolera, fordi sandsynligheden for, at de vil vinde på selvbudgettering, er meget lille, mens risikoen for at tabe uanset hvad vil være høj.