
Mere end hver anden kommune kigger længere end 2024 i budgetlægningen
17 ud af de første 25 budgetaftaler er indgået af meget brede flertal, og dermed ser tendensen med det brede kommunale samarbejde ud til at fortsætte.
Udgivet: 20/09/2023
I mere end hver anden af de indgåede budgetaftaler har byrådene ikke blot løst problemerne i 2024 men allerede taget hul på udfordringerne de kommende år.
Af materialet fra de foreløbigt 25 budgetaftaler fremgår det, at omkring hver anden kommune forholder sig aktivt til budgetoverslagsårene. Det vil sige, at man forsøger at tage højde for de muligheder, udfordringer og udgiftspres mv., der tegner sig i de kommende år. Det skriver NB-Økonomi.
Der har i kommunerne været stigende fokus på en mere langsigtet budgetlægning. Når der er lagt spor ud for kommunens økonomi flere år frem i tiden, bliver det nemmere i den daglige økonomistyring i de kommunale enheder at forholde sig til, om økonomien er på ret kurs, eller der er brug for at korrigere.
Der er typisk mest fokus på budgetlægningen for 2024 og 2025, mens 2026-27 generelt har en mere teknisk karakter.
I KL ser man positivt på, at man i kommunerne tænker langsigtet i budgetlægningen.
"Det giver god mening, at man i budgettet har betragtninger om fx afledte effekter af anlægsprojekter eller udviklingstendenser på særskilte områder - naturligvis med forbehold for de usikkerheder, der er i den kommunale økonomi", siger cheføkonom Morten Mandøe.
I Glostrup Kommune har politikerne eksempelvis aktivt tager stilling til kommunens udfordringer med at nå målet om at have 70 procent pædagoger. Her afsættes økonomi til at dække 60 procent pædagoger, indtil det vurderes som realistisk at nå de 70 procent.
Flere kommunalbestyrelser har aftalt at finde effektiviseringer på udvalgte områder svarende til et konkret målbeløb i de enkelte år. Her udestår dog i flere tilfælde et arbejde med at konkretisere de nødvendige besparelser og effektiviseringer.
Der er siden slutningen af august indgået budgetforlig i 24 kommuner. Langt de fleste aftaler dækker bredt i byrådet, og kun i seks kommuner er det to tredjedele af byrødderne eller derunder, der står bag aftalen.
Sidst opdateret: 20/09/2023 - 13:38
Temaer: Budgetter
Emner: Politik








































