
- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialpolitik: Minister varsler opgør med fejlslagen indsats
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil er igen ude med en hård kritik af den danske socialpolitik. Hun varsler et opgør, da de mest udsatte falder igennem systemet.
Udgivet: 05/09/2023
Endnu engang er socialministeren ude med en hård kritik af den danske socialpolitik. I et større interview med Weekendavisen varsler hun et opgør med den førte politik, som ifølge ministeren ikke formår at gribe de svageste borgere.
Derfor bebuder ministeren nu et større udspil med ændringer af serviceloven. Ambitionen er at give de mest marginaliserede borgere bedre tilbud og livsbetingelser. Det skriver NB-Social.
I artiklen bliver det estimeret at mellem 10.000 og 20.000 voksne lever en tilværelse uden for eller på kanten af det "normale" samfund. Der er tale om misbrugere, alvorligt psykisk syge, hjemløse og lignende.
I interviewet siger ministeren, at det er "rystende, hvor lidt fintmasket vores regelsæt er på socialområdet."
Ministeren peger blandt anden på silotænkning som en udfordring - særligt for borgere med dobbeltdiagnoser. Samtidigt er socialpolitikken fuldstændig knopskudt takket være satspuljesystemet.
Ifølge socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil er der behov for at systematisere den sociale indsats og i højere grad bruge metoder med dokumenteret effekt. Ligesom hun efterspørger kvalitetsstander for medarbejderne på socialområdet.
Slutteligt kommer ministeren omkring budskabet om, at de mest udsatte skal ud af jobcentrene og det sociale frikort.
Ministeren føler sig overbevist om, at de politiske ændringer ikke gør systemet dyrere:
»Uanset hvordan man regner på tingene, kan det næsten ikke blive dyrere end i dag, hvor en stor del i denne gruppe befinder sig uden for fællesskabet. Hvis ikke disse borgere får en socialfaglig indsats, vil de med stor sandsynlighed enten sidde i fængsel eller blive indlagt på sygehuset. Så det er svært at gøre noget, der er dyrere, end at lade folk falde ned gennem alle vores sikkerhedsnet.«
Ikke første gang ministeren kritiserer socialpolitikken
Socialministeren har ved flere lejlighed kritiseret den danske socialpolitik. Blandt andet til flere samråd, hvor særligt handicappolitikken bliver udsat for en hård kritik fra ministeren.
Her mente ministeren, at borgere med handicap var stavnsbundne, serviceloven var som elastik i metermål og der manglede i det hele taget kvalitetsstandarder og regler på området.
Sidst opdateret: 05/09/2023 - 09:10












































