Selskabsskatten forstærker skævvridning mellem kommuner

Rekordhøje indtægter fra selskabsskatten vil i 2024 flytte 2,2 milliarder kroner fra de fattigste til de rigeste kommuner. Det tal er steget med godt 160 mio. kr. siden udligningsreformen i 2020. Se tallene for din kommune her.

Udgivet: 28/08/2023

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

Voksende overskud hos landets virksomheder og rekordstore overskud i enkelte brancher flytter mange penge fra landets fattigste kommuner til de rigeste. Det er konsekvensen af den måde midlerne fra selskabsskatten fordeles på siden 2020. Ordningen har mødt kritik fra en række borgmestre og været genstand for flere folketings-spørgsmål.

Skæv fordeling bliver skævere

Rekordhøje indtægter fra selskabsskatten vil i 2024 flytte 2,2 milliarder kroner fra de fattigste til de rigeste kommuner. Det tal er steget med godt 160 mio. kr. siden udligningsreformen i 2020, Det viser en analyse som NB-Økonomi har fortaget.

Det er specielt i landets 30 yderkommuner, hvor tabet på selskabsskatten vokser. Samlet set har 78 kommuner tabt 160 mio. kr. siden reformen, af dem står yderkommunerne for godt 70 mio. kr. Det var ellers yderkommunerne, der skulle tilgodeses under reformen, hvor der i følge regeringen blev flyttet 1,5 milliarder kr. (1,4 mia. kr. i 2020-priser) til yderkommunerne fra de resterende. Men udligning af selskabsskatten har altså spist knap 5 procent af den omfordeling.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Bemærk: En rød markering er et udtryk for at kommunen i 2024 har en lavere effekt fra selskabsskat end i 2020. Det er ikke et udtryk for om kommunen har en negativ eller positiv effekt i alt. Hold musen over en kommune for at se mere.

Flytter penge fra rige til fattige kommuner

Ordningen tilgodeser de større bykommuner, hvor landets store virksomheder traditionelt opererer fra, hvorimod yder- og landkommunerne generelt taber på ordningen.

Kommunernes andel er 14,24 procent af de samlede selskabsskatteindtægter. Hvilken kommune, der får hvilke indtægter, afhænger af hvor stor en del af virksomhedernes lønsum, der udbetales fra en given kommune.

Beløbet udlignes mellem kommunerne med 50 procent til landsgennemsnittet. Det betyder, at kommuner med indtægter pr. borger under gennemsnit får udlignet halvdelen op til gennemsnittet, hvorimod de, som har over, afgiver halvdelen ned til gennemsnittet.

Ulempen for yder- og landkommuner er, at balancetilskuddet nedsættes tilsvarende med en stigning i indtægterne fra selskabsskatten. Balancetilskuddet er en del af bloktilskuddet og fordeles efter indbyggertal, hvilket betyder, at de kommuner med indtægter fra selskabsskat under landsgennemsnittet må undvære differencen fra udligningen op til gennemsnittet.

På den måde vil der i 2024 blive flyttet 2,2 milliarder fra de 78 kommuner, der taber på ordningen, til de 20 kommuner, der vinder.

Nuværende prognoser tyder på fald

Ifølge de seneste prognoser kan yderkommunerne dog se frem til en mindre hård selskabsskatteregning i fremtiden. Finansministeriet forventer, at indtægterne fra selskabsskatten vil aftage over de kommende år, og det vil betyde, at de kommuner, der lige nu taber på ordningen, vil lide et mindre tab.

Skønnet er dog fra maj måneds konvergensprogram 2023. Økonomiministeriet udgiver senere i august en ny økonomisk redegørelse, hvor skønnet for selskabsskatten meget vel kan blive opjusteret.

Overnormale profitter skaber usikkerhed

Usikkerheden i prognosen forstærkes af, at en række selskaber i 2022 har haft overskud, der er mange gange større end normalt. Eksempelvis har energimellemhandlere i Aarhus Kommune haft rekordstore overskud, hvilket isoleret set kan flytte 600 mio. kroner fra andre kommuner.

Dette kan, hvis det generelle niveau for selskabsskatten ikke ændrer sig markant, have det resultat, at mindre velstillede kommuner næste år igen må afgive endnu flere midler til rige kommuner.

Sådan har vi gjort:

Alle tal i artiklen er opgjort i 2023-priser.

Analysen bygger på tal fra meddelelse om tilskud og udligning(MTU) fra årene 2020 og 2023. 2020 er valgt, da beregningerne, der lå til grund for udligningsreformen, er baseret på disse tal.

Fra MTU'en er der anvendt tal for Tabel 7. Udligningen af selskabsskat. Udligningsbeløbene er beregnet på baggrund af disse tal, og Gladsaxe og Ballerup Kommunes nedslag vedr. selskabsskat er indregnet. Effekten af balancetilskuddet er udregnet ved at fratrække det gennemsnitlige selskabsprovenu pr. indbygger ganget med kommunens folketal fra de enkelte kommuners provenu.

Den samlede effekt efter udligning og balancetilskud er fundet ved trække balancetilskuddet fra provenuet og derefter lægge kommunens gevinst eller tab fra udligningen til.

Sidst opdateret: 28/08/2023 - 09:53

Temaer: Udligning

Emner: Skat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]