14 borgmestre holder møde med minister om særtilskud
Ekstraordinært mange borgmestre har haft personlige møder med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde for at argumentere for ekstra millioner i særtilskud. Borgmestrene kalder møderne for gode.
Udgivet: 23/08/2023
14 borgmestre på stribe har den seneste uge åbnet den tunge, høje dør ind til Sundheds- og Indenrigsministeriet i håb om, at ministeriet vil åbne det tunge låg til pengekassen for netop deres kommune.
Sammen med deres øverste embedsmænd har de 14 argumenteret for, hvorfor deres kommune gør sig fortjent til ekstra millioner. Og der er hård kamp om de 734,4 millioner kroner i særtilskudspuljen for særligt vanskeligt stillede kommuner. 37 kommuner har valgt at søge puljen og har samlet søgt 1,8 milliarder kroner. Det skriver NB-Økonomi.
Så der vil med garanti være langt flere skuffelser og tabere end glade vindere blandt borgmestrene, når de får svar på deres ansøgninger slut august. Kommunerne vil i gennemsnit få bevilget under 40 procent af det, som de har ansøgt om.
Hvor man normalt gerne vil fremhæve alt det gode, når man skal beskrive sig selv, så har agendaen for borgmestrene på disse møder været at sætte spot på alt det elendige i de enkelte kommuner. Borgmestrene har forsøgt at føre bevis for, at netop deres kommune er mest eller stærkt nødlidende, og at udligningssystemet ikke fanger alle skævheder.
Og det kendetegner også de interview, NB-Økonomi har haft med seks af de 14 borgmestre, at de i denne sammenhæng helst vil være den kommune, der har det værst - for det kan der være penge i.
Slagelse: "Likviditet under stærkt pres"
"Vi står i en ekstremt presset situation med en likviditet, der er stærkt under pres," siger borgmester i Slagelse, Knud Vincents (V) efter sit møde med Sophie Løhde. Han fik et stort nej fra ministeriet sidste år, hvor økonomien var kaos i Slagelse.
"Jeg har derfor sat ord på den store ansvarlighed, som et helt byråd har vist siden da. Vi har bevist, at vi vil det her, og at vi kan," pointerer Vincents, som overtog en kommune med en total udfordret økonomi.
"Vi har gennemført massive besparelser og sat skatten op. Vi har stoppet al anlæg og tilpasset driften og har meget, meget brug for en håndsrækning for at komme igennem det. Og jeg går ikke ud fra, at vi bliver straffet for, at vi har formået at rette op, og noget derfor ser bedre ud i dag," siger Knud Vincents, som satser på, at kommunen denne gang står for tur til at få en ministeriel opbakning, da der er opbygget mere tillid.
Vesthimmerland vil have del i grønne indtægter
Også i Vesthimmerland sidder der nu en venstreborgmester, der både tror og håber på, at han får et ja til deres ansøgning efter sit møde i går eftermiddag med sundheds- og indenrigsministeren. Kommunen har søgt 45 mio. kr. , som er lidt mere end sidste år, hvor ministeriet bevilgede dem 20 mio. kr.
"Vi ligger helt i top, når det gælder behovet for økonomisk hjælp. Vi har landets absolut laveste indtægtsgrundlag, og vi rammes af, at vi får mindre i bloktilskud på grund af befolkningstilbagegang. Det falder skævt ud. Uden ekstra hjælp kan vi ikke få budgettet til at hænge sammen trods besparelser, " forklarer borgmester Per Bach Laursen (V) på vej hjem til det vesthimmerlandske.
Per Bach Laursen fortæller, at en del af mødet handlede om, hvordan landdistrikterne skal have en del af fordelene i den grønne omstilling.
"Der er nødt til at ske et paradigmeskifte, så vi ikke kun får ulemperne ved at den grønne omstilling. Hvis vi skal tage opgaven på os, så skal vi også have del af indtægterne. Der skal kigges på selskabsskatten, så det udlignes mere fair," siger Bach Laursen, som siger, at de gerne lægger jord til vedvarende energi, men der mangler de økonomiske incitamenter for at gøre det, ikke mindst fordi mange af anlæggene ikke ligefrem er populære hos borgerne.
"Nogle af de grønne penge skal tilfalde os, der har ulemperne."
Samsø taber på grundskyld
Borgmester Marcel Meijer (S) tog turen fra Samsø til Slotsholmen allerede onsdag i sidste uge i sit forsøg på at overbevise Sophie Løhde (V) om, at hans kommune er nødlidende. Sidste år lykkedes det ham at få 8 mio. kr. fra særtilskudspuljen, og i år har Samsø søgt om 13 mio. kr.
"Hjælpen er helt afgørende for, hvordan vores velfærd bliver i vores kommune," siger Marcel Meijer.
"Og så mister vi på indtægtssiden penge, fordi vi bevæger os ud af gruppen af kommuner med faldende befolkningstal. Og indtægterne ved stigningen kommer med en forsinkelse, så vi har ikke pengene endnu."
På mødet talte repræsentanterne fra Samsø også med ministeren om, at det nye ejendomsskattesystem betyder alvorlige tab i grundskyldindtægter. Op mod 1,5 mio. kr. skønner kommunen.
"Vi blev fortalt, at der en dialog i gang mellem KL og ministeriet om en løsning på disse uventede tab," siger den socialdemokratiske ø-borgmester.
Bornholm ansøger om det største millionbeløb
Det er ikke beskedenhed, der præger Bornholms Kommunes ansøgning. Det er den kommune, der i år beder om flest penge fra særtilskudspuljen. De har søgt 200 mio. kr, som svarer til 5.500 kr. pr indbygger. Dog bliver de overgået af Lolland Kommune, som forlods har fået tildelt 120 mio. kr. i 2024 via en fireårig partnerskabsaftale, og så har de oveni søgt 150 mio. kr. i særtilskud, så tilsammen er det 270 mio. kr, og altså flere end Bornholms ansøgning.
"Vi har ikke flere sparegreb tilbage, uden tilskud vil servicen blive ramt virkelig hårdt, og det ville ramme de bornholmske borgere urimeligt," siger den bornholmske borgmester Jacob Trøst (K)
"Vi har gennemført spareøvelser siden 2003, vi har effektiviseret administrationen, nedlagt skoler, høstet energibesparelser… . Vi har stort set ingen anlægskonto og har ikke haft det årevis, så vi har kun penge til at reparere bygninger, når det virkelig står grelt til. Og lige nu arbejder vi med et sparekatalog på 99 mio. kr., forklarer Jacob Trøst, som næsten forpustet lister de besparelserne op, som kommunen har gennemført.
Trøst oplevede en forståelse hos ministeren for øens særlige vilkår.
"Vi har udvist ansvarlighed i årevis, og jeg redegjorde for, hvad vi har gjort, og hvad vi vil gøre for at få en sund økonomi."
Bornholm fik sidste år omkring det halve i særtilskud af, hvad de ansøgte op. Her bad kommunen om 175 mio. kr. og fik 82 mio. kr.
Udover Slagelse, Vesthimmerland, Bornholm har også Brønderslev, Fanø, Hedensted, Jammerbugt, Langeland, Lemvig, Lolland, Læsø, Norddjurs, Samsø og Vordingborg holdt møder med indenrigsministeren i håb om at styrke sandsynligheden for at opnå særtilskud.
Sidst opdateret: 23/08/2023 - 09:46












































