Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) oplyser, at "ministeriet har brug for at holde nøje øje med, hvad der foregår" med økonomien i kommunen.

Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) oplyser, at "ministeriet har brug for at holde nøje øje med, hvad der foregår" med økonomien i kommunen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Langeland skal nu aflevere redegørelser om dårlig økonomi til ministerium

Økonomien i Langeland Kommune er så ringe, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet nu vil have en redegørelse fra kommunen hvert kvartal. 'Vi er i en alvorlig økonomisk situation, hvor ministeriet har brug for at holde nøje øje med, hvad der foregår,' forklarer borgmester Tonni Hansen (SF).

Udgivet: 18/08/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Langelands Kommune har en så anstrengt økonomi, at kommunen hvert kvartal skal indsende en redegørelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om sine økonomiske kvaler.

Det er ifølge Fyens Stiftstidende blevet aftalt på et møde i onsdags mellem blandt andre Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Ifølge avisen så døjer Langeland Kommune alvorligt med lav likviditet. Hvis man ser bort fra henlæggelser til ældreboliger, var der pr. 31. juli et minus på 32 kroner pr. indbygger i kassen.

Fyens Stiftstidende har spurgt borgmester Tonni Hansen, om kommunen med aftalen om redegørelser hvert kvartal er blevet sat under administration. Hertil svarer han i avisen:

"Det synes jeg er for stærkt et superlativ at bruge, og det er heller ikke det, ministeren kalder det, for så skulle vi have afleveret nøglerne. Men det viser, at vi er i en alvorlig økonomisk situation, hvor ministeriet har brug for at holde nøje øje med, hvad der foregår i Langeland Kommune."

Tonni Hansen oplyser, at man havde et godt møde med Sophie Løhde. Og han håber på, at Langeland Kommune senere i august får bevilget nogle millioner kroner fra puljen for særligt vanskeligt stillede kommuner. Kommunen har ansøgt om at få 55 mio. kr. fra puljen. I år er der 37 ansøgere til puljen.

Om årsagerne til de økonomiske trængsler på Langeland skriver Fyens Stiftstidende, at øen er "udfordret af budgetoverskridelser på ældreområdet og det specialiserede socialområde samt nogle meget dyre børnesager. Sidste år vedtog politikerne et budget med besparelser for 27,7 millioner kroner, og tidligere på ugen er et sparekatalog med yderligere besparelser for 6,9 millioner kroner sendt i høring."

Læs også:
Ø-kommune udsender økonomisk SOS og stopper budgetprocessen

Sidst opdateret: 18/08/2023 - 09:48

Emner: Langeland Kommune, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]