37 kommuner søger om 1,8 milliarder kroner i særtilskud fra staten

Kommunerne vil i år få opfyldt en større del af deres ansøgninger om særtilskud fra staten. Samtidig med, at puljen er udvidet med 100 millioner kroner, så er det ansøgte beløb faldet med cirka 300 millioner kroner.

Udgivet: 14/08/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fået 37 ansøgninger fra kommuner, som gerne vil have del i den særlige pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner på 734,4 millioner kroner.

Selvom det er et markant fald i forhold til sidste års ansøgertal på 50 kommuner, så er det samlede ansøgte beløb kun faldet fra 2,1 milliarder til 1,8 milliarder kroner. Dermed vil kommunerne i 2024 samlet set maksimalt få bevilget omkring 40 procent af det, som de har ansøgt om. Det skriver NB-Økonomi.

Puljen blev som led i økonomiaftalen 2024 udvidet med 100 millioner kroner, og samtidig understregede KL og regeringen, at pengene skulle tildeles de mest vanskeligt stillede.

Set i lyset af, at der stadig er en del kommuner, som kun i ringe grad lever op til de objektive kriterier bag puljen, så vil de 'mest dårligt stillede' kommuner formentlig få en væsentlig større del af deres ansøgning imødekommet, mens der forventeligt - vurderet ud fra tidligere års tildelinger -vil være omkring 17-20 ansøgere, som ikke får en krone.

De fem kommuner, som har søgt de største beløb er:

  • Bornholm 200 mio. kr.
  • Lolland 150 mio. kr.
  • Guldborgsund 120 mio. kr.
  • Slagelse 80 mio. kr.
  • Morsø 69 mio. kr.

Dermed søger de fem største ansøgere om samlet 619 af de 734 millioner kroner. Sidste år fik de fire kommuner samlet 407 millioner kroner i tilskud, mens Slagelse ikke fik noget. Det illustrerer, at der bliver hård kamp om pengene fra de resterende 32 ansøgere i år.

Sidst opdateret: 14/08/2023 - 09:35

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]