Bestyrelsen og skolelederen for Gammelgårdsskolen i Aarhus Kommune har besluttet at fjerne alle mobiltelefoner på skolen.

Bestyrelsen og skolelederen for Gammelgårdsskolen i Aarhus Kommune har besluttet at fjerne alle mobiltelefoner på skolen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Skoleleder og bestyrelse har fået nok: Skole indfører mobilforbud

1000 elever - nul mobiltelefoner. Sådan bliver virkeligheden for eleverne på Gammelgårdsskolen i Aarhus fra det kommende skoleår. Bestyrelse og ledelse oplever et dårligere fællesskab og har fået nok .

Udgivet: 03/08/2023

Del artiklen:

Langt de fleste af landets skoler har skolestart i næste uge, og det giver nogle steder anledning for skolerne til at ændre på nogle praksisser og regler.

Det gælder blandt andet på Gammelgårdsskolen i Aarhus Kommune, hvor skoleleder Susanne Broe Laursen ikke længere vil tillade, at børnene i udskolingen sidder klistret til en skærm i pauserne.

Baggrunden er ifølge skolelederen konflikter og et ødelagt fællesskab. Det er prisen for at lade de store elever bruge deres smartphones i frikvarteret.

Når eleverne på skolen i Åbyhøj møder ind til første skoledag skal mobiltelefonen afleveres, når første lektion begynder. Eleverne får telefonen tilbage, når skoledagen er slut.

Dermed har skolen indført et totalt mobilforbud for alle elever fra 0. til 9. klasse. I forvejen var telefoner forbudt i indskolingen og på dele af mellemtrinnet.

Nu tager de det sidste skridt til en mobilfri skoledag. Drastisk, men nødvendigt.

"Problemet har været, at der sker rigtig meget socialt på de her sociale medier, som gør, at mange børn ikke nyder det fællesskab, der er ved at være sammen med deres klassekammerater, fordi de går med hovedet ned i telefonen," siger Susanna Broe Laursen til TV2 Østjylland.

Det parallelle liv online forstyrrer

Skolen slår sig op på fællesskab og samarbejde, og netop fællesskabet lider stort under de store elevers afhængighed af det parallelle liv online.

"Vi kan ikke forbyde børnene at være på de sociale medier, men vi kan hjælpe dem med at komme tilbage og være sammen. Når vi nu er sammen fysisk, er det skørt at gå rundt hver for sig selv på de sociale medier," siger Susanne Broe Laursen og henviser til, at elever, der deltager i fællesskabet trives bedre i skolen.

Skolens lærere er også jævnligt nødt til at håndtere konflikter, der er opstået på de sociale medier. Skolelederen har med egne øjne set, hvad elever helt ned i de små klasser kan finde på at skrive til hinanden på de sociale medier. Og hun er rystet.

"Jeg har set, hvilke forfærdelige ting, de skriver til hinanden på de sociale medier. 'Jeg slår dig ihjel', 'din mor er en luder' og den slags."

Det er med til at skabe konflikter, som eleverne tager med ud i den virkelige verden, når de mødes i skolegården. Og det giver et konfliktfyldt miljø, der skader fællesskabet.

Gammelgårdsskolen har også oplevet elever blive overfaldet på grund af såkaldte challenges på Youtube, hvor eleverne skal udføre en udfordring, filme det og dele det på Youtube.

"En gruppe af elever har overfaldet en anden elev, og så er det blevet filmet og delt på Youtube," siger hun og uddyber:

"En anden elev fik klasket et æg i hovedet, og det var en challenge fra Youtube. Så bliver det filmet og delt. De filmer hinanden i alle mulige situationer, det har været et stigende problem," siger Susanne Broe Laursen.

Når eleverne kommer op på hendes kontor og skal forklare, hvorfor de har overfaldet en skolekammerat, lyder forklaringen, at det er en challenge fra Youtube.

Gammelgårdsskolen mener, at forbuddet er et skridt i den rigtige retning. Men forældrene skal også tage deres ansvar alvorligt.

"Det er jo ikke forældre eller skolens skyld. Udviklingen er gået stærkere, end vi har kunnet nå at hjælpe børnene. Der sker så meget mobning på de sociale medier. Vi er ikke dygtige nok til at hjælpe vores børn og holde øje med, hvad de laver på de sociale medier," mener Susanne Broe Laursen.

"Vi skal lære børnene at lægge telefonen fra sig, når de er på arbejde, og det er børnenes arbejde at gå i skole," siger Susanne Broe Laursen.

Forbuddet er meldt ud til samtlige forældre via Aula. Indtil videre har ingen reageret. Det vil i første omgang være et forsøg, der kører i et skoleår med løbende evalueringer af elevernes trivsel.

jornns

Sidst opdateret: 03/08/2023 - 10:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]