
P-vagter i Aarhus har taget sig store friheder under deres arbejde. Så store at to er blevet fyret, og tre andre har fået en skideballe. (Genrefoto) - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune fyrer p-vagter efter 'uforklarlige huller' i arbejdstiden
Aarhus Kommune fyrer to parkeringsvagter og irettesætter tre andre. Det sker efter, at p-vagter har bevilget sig selv pauser på op til fem timer. Nogle har fortsat en uheldig arbejdskultur fra corona-tiden, siger tillidsmand.
Udgivet: 02/08/2023
Aarhus Kommune har fyret to parkeringsvagter og irettesat tre andre blandt andet på grund af 'uforklarlige huller' i arbejdstiden. Eller sagt mere lige ud: Nogle p-vagter har pjækket helt op til fem timer på en arbejdsdag.
Det fremgår af Aarhus Stiftstidende.
Ledelsen for p-vagterne i Aarhus - cityassistenter kaldes de i Smilets By - fik sig noget af en overraskelse, da de ved udgangen af 2022 nærstuderede data for p-vagternes arbejdsdage i weekenderne.
Tallene viste ifølge Aarhus Stiftstidende, at der hos stort set alle 24 medarbejdere var huller i weekend-arbejdet på mellem tre og fem timer. Desuden stod det klart, at en del af de såkaldte cityassistenter i weekenderne mødte for sent og gik alt for tidligt hjem.
"Vi er tilhængere af tillidsbaseret ledelse og har praktiseret den i mange år. Men tilliden blev brudt, da udfordringerne omkring uforklarlige huller i arbejdsindsatsen kom frem. Vi har desværre ikke set anden mulighed end at stramme markant op og indføre langt mere kontrol," siger Kim Gulvad Svendsen, chef for byliv og medborgerskab i Aarhus Kommune, til Aarhus Stiftstidende.
Jimmy Danielsen er den ene af to tillidsrepræsentanter for p-vagterne i Aarhus. Han forstår godt fyringen af to kolleger og tre irettesættelser. Men han har også en forklaring på dårlig arbejdsmoral blandt nogle kolleger:
"Jeg kan ikke redegøre for de bevæggrunde, som den enkelte cityassistent har haft for at slække på arbejdsmoralen og holde de lange pauser. Men overordnet var det et problem, som tog fart under corona-epidemien," siger Jimmy Danielsen til Aarhus Stiftstidende og fortsætter:."Der var ikke ret meget at lave, og der gav plads til lange pauser. Det skabte desværre en kultur, som blev trukket videre, da tingene blev normaliseret igen."
Ifølge Aarhus Stiftstidende har der længe været arbejdsmiljøproblemer i parkeringskorpset i Aarhus. Der har været konflikter mellem medarbejderne, mobning og lav tillid til ledelsen.
Sidst opdateret: 02/08/2023 - 10:24
Emner: Arbejdsmiljø, Aarhus Kommune, Parkering







































