De sociale problemer flytter mod vest - se tal for alle kommuner her
Mange fynske og jyske kommuner har stigende socioøkonomiske problemer, mens der er færre socioøkonomiske udfordringer i mange sjællandske kommuner. Det viser nye tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Udgivet: 03/07/2023
Det socioøkonomiske indeks, som bestemmer en tredjedel af udligningen af kommunernes udgiftsbehov, falder særligt i hovedstadsområdet og i en række sjællandske kommuner, mens især fynske og jyske kommuner har en stigning.
Det skriver NB-Økonomi på baggrund af Indenrigs- og Sundhedsministeriets nyligt udsendte meddelelse om de økonomiske rammer for kommunerne i 2024.
Det socioøkonomiske indeks er sammensat af 17 forskellige kriterier, der tilsammen viser, hvor store socioøkonomiske udfordringer hver kommune har. Blandt kriterierne er eksempelvis antal indvandrere og efterkommere, antal almene boliger, antal indbyggere uden uddannelse og antal børn af enlige forsørgere.
Hvis en kommune ligger lige på landsgennemsnittet på alle kriterier relativt til kommunens indbyggertal, så har en kommune et socioøkonomisk indeks på 100. Hvis det socioøkonomiske indeks stiger til over 100, så betyder det, at man ifølge udligningssystemet har stigende socioøkonomiske problemer, og man får derfor penge fra den socioøkonomiske udligning.
Med andre ord vil en kommune alt andet lige få mere i udligning eller betale mindre, hvis det socioøkonomiske indeks stiger. Samtidig burde det være udtryk for, at en kommune har stigende socioøkonomiske udfordringer sammenlignet med den landsgennemsnitlige udvikling.
Fra 2023 til 2024 er det Ringkøbing-Skjern Kommune, der har den største stigning i det socioøkonomiske indeks på 2,13. Her stiger indekset fra 89,45 til 91,58. Omvendt er det Brøndby Kommune, der har det største fald. Her falder indekset med 6,50 fra 172,78 til 166,27.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Ser man på det absolutte indeks, så er der en overvejende tendens til, at øst- midt- og vestjyske kommuner samt de velhavende hovedstadskommuner har færre socioøkonomiske udfordringer end den landsgennemsnitlige kommune og dermed er nettobidrager til udligning af udgiftsbehov, når man isoleret ser på de socioøkonomiske udgiftsbehov.
Omvendt er det de syd- og vestsjællandske kommuner samt især kommunerne på den københavnske vestegn, der har de højeste socioøkonomiske indeks. Se din kommunes socioøkonomiske indeks i kortet herunder.
Opdag NB Kommunes fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 10/07/2023 - 11:10
Temaer: Udligning













































