
- Foto: Fredensborg Kommune
Færre nyansatte forlader ældreområdet
Udgivet: 26/06/2023
I 2022 var antallet af fratrædelser 150, mens prognosen for 2023 er 101. Det er 33 procent færre opsigelser blandt nyuddannede i Fredensborg Kommune.
Et stort gennemtræk af medarbejdere går ofte ud over kvaliteten for både borgere og medarbejdere. Samtidigt er det dyrt og ineffektivt. Derfor har Fredensborg Kommune siden nytår sat ekstra kræfter ind på at få flere nyansatte til at blive i jobbet. I første omgang på ældreområdet, hvor forholdsvis mange stoppede hurtigt igen. Og den indsats har nu båret frugt, viser den seneste opgørelse:
”Sammenlignet med sidste år er det over en tredjedel færre af vores nyansatte på ældreområdet, som hurtigt forlader os igen. Det resultat er væsentligt bedre, end vi havde håbet på, da vi satte indsatsen i gang," siger Cømert Sonsuz (S), der er formand for det opgaveudvalg i byrådet, som har særligt fokus på fastholdelse og rekruttering, i en meddelelse. Han fortsætter:
”Med den nye indsats gør vi bl.a. mere ud af at introducere vores nyansatte godt til jobbet, opgaver og deres nye kolleger. Samtidig arbejder vi mere bevidst på at afstemme hinandens forventninger, f.eks. i stillingsopslag og samtaler, så vi fra start får et bedre match."
jornns
Sidst opdateret: 26/06/2023 - 07:43
Emner: Ældrepleje, Fredensborg Kommune








































