Mere end hver ottende sygeplejerske på hospital forlod jobbet på et år

Tusindvis af sygeplejersker på hospitaler og sosu-ansatte i kommuner har forladt deres stilling på et år.

Udgivet: 19/06/2023

Del artiklen:

Omkring 4600 ud af knap 35.000 svarende til 13,3 procent af sygeplejersker i sygehusvæsnet forlod deres stilling mellem november 2021 og 2022.

Det viser en ny analyse udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed.

Endnu værre står det til med at fastholde social- og sundhedspersonale på det kommunale ældreområde.

Her var afgangsprocenten i samme periode 19,5 procent. Det svarer til omkring 12.500 ud af lidt over 64.000 ansatte inden for området.

Afgangsprocenten er særligt høj blandt ufaglærte social- og sundhedspersonale, lyder det i analysen.

Tallene fra de nye analyser af Sundhedsministeriet er baseret på tal fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor (KRL).

I analysen ses det også, at afgangsprocenten blandt sygeplejersker har været på over ti procent siden 2017. Men i perioden fra 2020 til 2022 er den steget med 2,5 procentpoint.

- Stigningen mellem 2020-2022 i afgangsprocenten kan hænge sammen med, at der mellem 2020 og 2022 har været en covid-19-pandemi, lyder det i analysen.

- Det kan muligvis også være et udtryk for udfordringerne med manglende arbejdskraft på sundheds- og ældreområdet, men det kan også hænge sammen med sygeplejerskestrejken i 2021 eller den utilfredshed blandt sygeplejersker, som strejken repræsenterede.

Analysen påpeger også, at afgangsprocenten ikke nødvendigvis hænger sammen med udviklingen i antal ansatte, da den i så fald skal holdes op mod tilgangsprocenten.

Blandt de afgående sygeplejersker i perioden har 20 procent af dem efterfølgende fået job i det private.

19 procent falder under kategorien "øvrig afgang", der dækker over eksempelvis personer på barselsdagpenge, ulønnet orlov eller selvforsørgende.

/ritzau/

Sidst opdateret: 19/06/2023 - 10:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]