
Vi er i gang med at lave en procedure for, hvordan ledere i Køge Kommune håndterer "henvendelser om mulige og påståede lovovertrædelser." Det oplyser ældre- og sundhedschef i Køge Camilla Meyer. - Foto: Køge Kommune (arkiv)
Kommune lover at håndtere tyverier i hjemmeplejen bedre
Efter dom mod en ansat i hjemmeplejen for smykketyveri hos pensionist vil Køge Kommune nu lave en procedure for, hvordan man håndterer mistanker rettet mod ansatte. 'Der skal og kan være tillid til vores medarbejdere,' skriver ældre- og sundhedschef.
Udgivet: 08/06/2023
En dom mod en tidligere ansat i hjemmeplejen for et smykketyveri hos en pensionist har sat gang i en principiel debat i Køge Kommune. Debatten handler om, hvordan kommunen bedst muligt håndterer anmeldelser og mistanker om lovovertrædelser.
Ifølge Sjællandske Nyheder blev en 49-årig hjemmehjælper i marts dømt for at stjæle smykker til en værdi på 24.388 kroner fra en pensionist i Køge. Og ifølge mediet fortæller flere pårørende, at de har indberettet smykketyverier til Køge Kommune uden at få nogen respons.
Dommen og smykketyverierne har givet en del stof til eftertanke hos ældre- og sundhedschef i Køge Kommune, Camilla Meyer.
"Vi er i gang med at udarbejde en nedskrevet procedure for, hvordan man fra ledelsens side skal håndtere henvendelser om mulige og påståede lovovertrædelser," skriver Camilla Meyer til Sjællandske Nyheder.
Hun opfordrer til, at borgere og pårørende melder det til politiet, hvis noget bliver stjålet. Og hvad angår kommunens egne ansatte skriver Camilla Meyer til Sjællandske Nyheder:
"Hvis det handler om forhold, som kan være kriminelle, vil vi forud for en samtale med medarbejderen drøfte tilgangen med politiet, så vi sikrer, at vores ledelsesmæssige håndtering ikke interagerer negativt på politiets arbejde med hensyn til en eventuel efterforskning."
Sidst opdateret: 08/06/2023 - 10:13
Emner: Ældrepleje








































