WHO rykker europæisk kontor til København fra Moskva

Som følge af Ruslands invasion af Ukraine har WHO valgt at rykke europæisk kontor til København fra Moskva.

Udgivet: 15/05/2023

Del artiklen:

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) flytter sit europæiske kontor for ikke-smitsomme sygdomme fra Moskva til FN-byen i København.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er medlemslandene i den europæiske region af organisationen, der står bag beslutningen.

Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister, mener, at det er en nødvendig beslutning.

- Med Ruslands aggression og uacceptable invasion af Ukraine kan vi ikke have et vigtigt WHO-kontor med base i Moskva, siger hun i pressemeddelelsen.

Organisationens europæiske hovedkvarter ligger i forvejen i Danmarks hovedstad.

Dermed understreger flytningen "Danmarks styrkeposition og engagement i det globale sundhedsarbejde", mener Sophie Løhde.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) fortæller, at formålet med flytningen er at give WHO bedre betingelser for "sit vigtige arbejde".

- Det glæder mig, at vi nu i den europæiske medlemskreds har truffet en beslutning om at flytte kontoret til København, siger han i pressemeddelelsen.

- Danmark tager sammen med en række ligesindede lande ansvaret på sig og finansierer flytningen og kontorets arbejde.

Ministeriet oplyser til Ritzau, at man endnu ikke har fastlagt en præcis dato for flytningen.

Kontoret arbejder for at forbedre overvågning, forebyggelse og behandlingen af ikke-smitsomme sygdomme, herunder diabetes, kræft og hjertekarsygdomme.

Formålet er at reducere for tidlig død som følge af ikke-smitsomme sygdomme med en tredjedel inden 2030.

Organisationen er opdelt i seks regionale kontorer. Danmark er med i den europæiske region, som består af 53 medlemslande.

WHO blev stiftet i 1948 og består samlet set af 194 medlemslande.

/ritzau/

Sidst opdateret: 15/05/2023 - 21:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]