Regeringen skal være klar til at fjerne minimumsnormeringer og klasseloft, hvis den for alvor mener, at der skal afbureaukratiseres i kommunerne.

Det fastslår Bertel Haarder, der har siddet med i magtens centrum for Venstre, siden han blev minister første gang i 1982 i Poul Schlüters regering.

NB-Økonomi har spurgt den erfarne politiker, der sad i Folketinget frem til 2022, hvorfor det er så svært for skiftende regeringer at afbureaukratisere. Netop Poul Schlüter var den første statsminister, der for alvor satte fokus på emnet. Men det lykkedes ikke ham, og siden er det gået på samme måde for skiftende statsministre. Men hvorfor er det ikke lykkedes?

"Fordi der er forskel på festtaler og så konkret handling," siger Bertel Haarder helt enkelt.

Han vil ikke dømme SVM-regeringens ambitioner om at afbureaukratisere ude endnu, selvom han har set regering efter regering fejle på netop den målsætning. De skal have lov til at prøve, mener han. Men der er to områder, han vil holde skarpt øje med, hvis regeringen mener det alvorligt.

"For mig er prøvestenen på, om det er alvorligt ment, om vi slipper af med minimumsnormeringer og klasselofter. Hvis ikke vi gør det, så er det hele noget snak, efter min mening," siger han og tilføjer:

"Det er ikke fordi, jeg er imod, at man bruger mange ressourcer på børnehaver og skoler. Men det er uheldigt, når man laver firkantede regler. Fordi så er der pludselig nogle klasser, som kun får 15 elever. Og der er intet, der er vundet ved at have en klasse på 15, i stedet for 22. Det gør ingen forskel."

Bertel Haarder forklarer, at firkantede krav om klasselofter og minimumsnormeringer forhindrer kommunerne i at bruge ressourcerne, der hvor der er størst behov lokalt. Man kan derfor slet ikke tale om reel frisætning, hvis man bevarer normeringer og loft, fordi det efter hans mening er formynderisk.

De mange brede forlig spænder ben for afbureaukratisering

Én af de ting, som skiftende regeringer har været stolte af er de mange brede forlig, der er på store politiske aftaler. Selvom brede forlig har en masse positive sider som at sikre ro og stabilitet på et område, fordi der ikke laves om på tingene efter hvert et valg, så er der også en slagside.

Bertel Haarder påpeger, at netop de brede forlig kan være en hæmsko for netop afbureaukratisering.

"Jeg kan give dig et eksempel. Jeg fik jo en fremragende departementschef med over fra integrationsministeriet, da jeg blev undervisningsminister anden gang. Og der skrev han med egen hånd et folkeskolelovforslag, som var utroligt enkelt. Virkelig et afbureaukratiseret folkeskolelovforslag med større beføjelser til lærere, til ledere og til kommunalpolitikere, og langt mindre til undervisningsministeriet. Undervisningsministeriet skulle holde sig til indholdet," indleder Bertel Haarder.

Det var det, som skulle være opskriften på hans ambition. Ministeriet skulle blande sig i indholdet, der skulle være målstyring, men der skulle ikke være detailstyring.

Lovforslaget blev skrevet, og der var i det frihed til at indrette skolen på en ny måde, og man kunne for eksempelvis have en fælles ledelse mellem en børnehave og skole, hvis man ville det. Eller mellem et bibliotek og skolen, hvilket er oplagte modeller til små skoler, mener han, fordi det så bliver nemmere at bevare frem for at lukke.

"Lovforslaget faldt i Folketinget, fordi det var jo en forenkling, og det kunne bruges til en besparelse," siger han og ryster opgivende på hovedet. "Skolebibliotekarforeningen gik imod os, lederne gik imod os og så videre. Særinteresserne er et problem. Det, at det ville gøre tingene enklere og billigere, det var derfor, det ikke blev til noget. Der var jo nogen, der synes, så bliver der jo færre stillinger til os."

Adspurgt, om det ikke var Haarder selv, der sad på magten, og at de jo havde et borgerligt flertal, kommer forligene op som forklaring.

"Det var der jo ikke. Vi havde jo et gammelt skoleforlig med næsten alle partier," siger han og forklarer, at når det for alvor kommer til afbureaukratisering, så er der altid ét parti, der på grund af for eksempelvis særinteresser ikke vil være med til det.

Hvis det eller de partier er med i et forlig, tøver de ikke med at blokere for det.