De rå tal viser, at velfærdssamfundet er ved at drukne i bureaukrati. På bare ti år er mængden af love og regler, som medarbejderne på store velfærdsområder skal forholde sig til, vokset med cirka 50 procent.

Og trods regeringens flotte taler, så er der ikke meget som tyder på, at tingene ændrer sig.

Staten har på bare fem år øget antallet af medarbejdere i ministerier og styrelser med 11.700. Og det er værste er, at det er dygtige, flittige og initiativrige medarbejdere, som hver dag producerer nye love, regler og kontroller.

Hvis blot hver ekstra statslige medarbejders iver for at lave nye regler og kontroller udløser arbejde til to medarbejdere ude i velfærdssamfundet, så spilder vi samlet omkring 35.000 medarbejderes tid på bureaukrati og kontrol, som vi klarede os fint uden for bare fem år siden.

Forklaringen på det evigt stigende bureaukrati er det, man kunne kalde velfærdssamfundets Bermuda-trekant. De tre spidser er:

- Indbyggere, som har flyttet sig fra at være borgere til forbrugere, og som derfor hele tiden har stadig mere fokus på optimering af eget udbytte af velfærdssamfundet, og stadig mindre på helheden.

- Det har medført, at medierne - og ikke mindst understøttet af de selv-fokuserede algoritmer i sociale medier - er stadig mere fokuseret på at behandle samfundet som forbrugsstof. Den ultimative journalistiske succes er i arven efter Jacob A. Riis og Peter Sabroe at få Folketinget til at vedtage en ny lov, som reaktion på afsløring af fejl og mangler på enkelte institutioner.

Den gamle journalistiske dyd om at man identificerede et generelt problem og fandt en god case til at beskrive den, er i særligt TV2's seerjagt blevet til, at man finder et enkeltstående problem, og uden den store dokumentation fremstiller den som et nationalt problem, som Folketinget må reagere på.

- Politikernes reaktion er i stigende omfang at gå ind i konkurrencen om at tilfredsstille mediernes, borgernes og interesseorganisationernes krav om handling ved i ekspresfart at indkalde ministre til samråd og kræve nye lovinitiativer.

Dermed kører den systemiske bureaukratisering af vores velfærd i et stadig højere tempo til skade for de, som virkeligt har behov for samfundets hjælp.

Alle centrale aktører kan se absurditeten - hvem kan og vil handle?

De absurde og skadelige effekter af bureaukratiseringen er efterhånden så åbenlyse, at alle centrale aktører kan se, at den er helt gal. Men spørgsmålet er, og vi har det politiske lederskab til at stoppe udviklingen.

Statsminister Mette Frederiksens tale ved det kommunalpolitiske topmøde i marts blev et enkelt og deprimerende indikation af, at vi mangler det politiske lederskab i toppen af regeringen.

Indenfor 18 timer var hendes stærke tale om behovet for et opgøre med bureaukratiet og urealistiske forventninger fra borgerne til velfærdssamfundet dementeret dels af nye regler om klasseloft fra børne- og undervisningsministeren, dels af et tweet fra Socialdemokratiets pressetjeneste med løfte om mere velfærd.

Det manglende lederskab understreges også af, at det kraftigste signal fra landets finansminister er, at "man skal se på" den store vækst i antallet af administrative medarbejdere i staten.

Prøv et øjeblik og tænk over, hvad der var sket, hvis den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1961 havde sagt, at han ville se på muligheden for at få en mand på månen og bringe ham tilbage i live. Så er jeg ret sikker på, at russerne havde overhalet amerikanerne i rumkapløbet.

Kommunerne må gå forrest og presse regeringen til klarere lederskab

Da kommunernes førstemand KL-formand Martin Damm (V) ankom til årets økonomiforhandlinger med regeringen, havde han 167 sider med tåbelige statslige regler, som burde fjernes for at skaffe flere ressourcer til velfærdssamfundets kerneopgaver.

Ingen tvivl om, at den stærkt kommunikerende KL-formand har sat regeringen under pres - dels fordi mange af reglerne uforklarligt er tåbelige, dels fordi de mange regler passer perfekt ind i beskrivelsen, som statsministeren har lovet et opgør med.

Men der er et spørgsmål, som kommunedanmark selvkritisk må stille sig selv.

Hvorfor kom afbureaukratiseringsdagsordenen først op, da staten meddelte at kommuner og regioner, at de skulle spare tre milliarder kroner på administration?

Et andet kritisk spørgsmål kommunedanmark må stille sig selv relaterer sig til de initiativer, som de såkaldte frisatte kommuner har gennemført. Ud af 23 gode forslag til forenklinger på ældreområdet i Viborg, viser det sig, at de 20 uden videre kunne have været gennemført uden en eneste regelændring fra staten.

Viborg har ry for at være en ret effektivt drevet kommune, og derfor vil det overraske, hvis ikke billedet er det samme i de fleste andre kommuner.

Hvorfor har landets kommunalpolitikere og borgmestre ikke sat sig i spidsen for et opgør med bureaukrati og dårlige arbejdsgange i deres egne kommuner?

Det nuancerede svar er formentligt at - præcis som i store erhvervsvirksomheder - så kræver den slags forandringer en ydre anledning, eller et meget stærkt engagement hos en stærk topleder.

Og her er jo en vigtig forskel på at lede en kommune og en virksomhed. Borgmesteren skal genvælges og må tåle, at både ansatte og borgere går i pressen og protesterer mod forandringer. En virksomhedsleder skal ultimativt blot have opbakning fra bestyrelsen og aktionærerne.

Økonomisk stramme rammer bør være anledningen

Mens mere og mere tyder desværre på, at Folketingets og statens løfter om afbureaukratisering er ved at sande til i Bermuda-trekanten, så bør alle byråd i Danmark se en stor mulighed i det faktum, at kommunerne ser ud til at blive udsat for et historisk økonomisk pres de kommende syv-ti år.

Som vi tidligere har påpeget her på NB-Økonomi, så skal kommunerne regne med at skulle effektivisere eller spare cirka 0,7-1,0 mia. kr. om året på serviceområdet frem til 2030.

Istedet for bare at fortsætte med at skære skive efter skive af velfærden, så bør byrådene i bred enighed igangsætte store afbureaukratiserings- og effektiviseringsreformer, som kan sikre at borgerne får den samme velfærd i 2030 som de får i dag.

Opgaven er ikke nem, men det handler grundlæggende om ærligt at kommunikere til borgerne, at pengene bliver mindre, og at de reelt har valget mellem forandringer eller rå nedskæringer.

I den sammenhæng viser erfaringerne fra Viborg, at der ikke er nogen grund til at sidde og vente på et delvist handlingslammet system i Folketing og regering.

Tiden er inde til, at landets kommunalpolitikere viser det politiske lederskab, som angiveligt mangler på det nationale plan.

Og skulle Folketinget og regering overraske positivt, så vil kommunerne have den luksus, at den hjælpende hånd kan omsættes i målrettede forbedringer af velfærden eller skatteletter - alt afhængig af de lokale prioriteter.