KL's formandsskab truer helt ekstraordinært med at afvise at indgå en økonomiaftale, hvis regeringen fastholder lov, der ifølge KL er et klart brud på DUT-loven.

KL's formandsskab truer helt ekstraordinært med at afvise at indgå en økonomiaftale, hvis regeringen fastholder lov, der ifølge KL er et klart brud på DUT-loven. - Foto: Iver Houmark / NB-Medier

KL truer regeringen med at forlade økonomiforhandlingerne

Regeringens plan om at påføre kommuner milliardtab ved bevidst at sende en række kommunale affaldsforbrændingsanlæg i konkurs udløser historisk konflikt mellem regeringen og KL. Nu truer KL med både retssag og sammenbrud i økonomiforhandlingerne.

Udgivet: 11/05/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL's formandskab er klar til at forlade økonomiforhandlingerne uden en aftale, hvis regeringen holder fast i en plan om, at kommunerne skal betale for en milliardudgift på grund af en lov, der vil sende en række kommunale forbrændingsanlæg i konkurs. Det skriver NB-Økonomi.

Regeringens mål er, at 30 procent af kapaciteten på de danske forbrændingsanlæg skal lukke, vil betyde, at kommunerne skal betale værkernes milliardstore gæld. Det mener KL er i strid med de såkaldte DUT-love og regler, som siger at kommunerne skal kompenseres, når Folketinget vedtager nye love, som medfører en udgift i kommunerne. Formelt hedder lovparagraffen 'det udvidede totalbalanceprincip (DUT)'.

"Det vil være klogt, hvis man bare følger DUT-reglerne. Så vil det stadig være den skøreste beslutning, Folketinget har taget i mange år, men så må Folketinget selv betale for ulykkerne," siger Martin Damm (V), formand for KL.

KL har formelt meddelt regeringen, at KL nu vil undersøge de juridiske muligheder for at anlægge en retssag mod regeringen for brud på DUT-reglerne. Det vil i givet fald være historisk, at regeringen og KL mødes i landets retssale.

Konflikten kommer samtidig med, at regeringen og KL sidder og forhandler om den såkaldte økonomiaftale, som sætter rammerne for kommunerne økonomi i 2024. På spørgsmålet om KL kan indgå en økonomiaftale uden at få løst konflikten om affaldsloven siger Martin Damm:

"Det kan jeg ikke forestille mig, for så bryder regeringen alle de principper, love og regler som en økonomiaftale hviler på."

Kommuner vil også anlægge retssag

Udover en mulig retssag har fem nordsjællandske kommuner bag forbrændingsanlægget Nordfors i Hørsholm meddelt regeringen, at man vil anlægge en erstatningssag mod regeringen for brud på Grundlovens bestemmelser om ekspropriation, hvis regeringen fastholder, at kommunerne skal bære tabet ved de planlagte konkurser.

Oprindeligt var det tanken, at importen af affald til forbrænding i Danmark ville stoppe, hvis et antal værker gik konkurs, så der i Danmark kun var kapacitet til at brænde det danske affald af. Men takket være blandt andet en eksperthøring i Folketinget og en række kritiske spørgsmål fra især Alternativet vil det ikke ske, at det kun er danskernes affald, der kan brændes af. Der er dermed stadigvæk mulighed for at importere affald.

Hvis f.eks. Nordfors ender i en konkurs, så vil private aktører som f.eks. europæiske affaldskoncerner kunne opkøbe Nordfors-værket til en favorabel pris, efter skatteyderne i de fem kommune har løftet gælden af værket.

I og med at alle værkerne vil fortsætte og muligvis øge deres afbrænding, så afviser eksperter også, at der kommer den ønskede klimaeffekt.

Krisemøder i KL

Alvoren i konflikten mellem regeringen og KL understreges af, at der i onsdag blev afholdt krisemøde om sagen i KL's Klima og Miljøudvalg. Samtidig har en bølge af borgmestre henvendt sig til især Venstre og Socialdemokratiets ordførere på området, for at kræve markante ændringer i loven.

"Vi sover med støvlerne på i de her dage," siger formanden for udvalget, borgmester Birgit S. Hansen (S).

Sidst opdateret: 11/05/2023 - 09:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]