Kasper Solberg (S) og Mette Landtved-Holm (V) kommer måske i kamp om, hvem der skal afløse Morten Andersen (V) som borgmester i Nordfyns Kommune.

Kasper Solberg (S) og Mette Landtved-Holm (V) kommer måske i kamp om, hvem der skal afløse Morten Andersen (V) som borgmester i Nordfyns Kommune. - Foto: Nordfyns Kommune

Åben magtkamp i gang i kommune

Efter at Morten Andersen har trukket sig efter 'kysse-gate' som borgmester i Nordfyns Kommune, er der kommet en kamp om borgmesterposten. Gruppeleder for Socialdemokratiet mener, at konstitueringsaftale kan brydes.

Udgivet: 09/05/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

På grund af skarp kritik af sin håndtering af en julefrokost-sag har Morten Andersen (V) trukket sig som borgmester i Nordfyns Kommune. Det udløser nu en magtkamp om borgmesterposten, og her er Socialdemokratiet parat til at bryde konstitueringsaftalen.

Torsdag aften kl. 18 samles kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune til et ekstraordinært møde i Bogense. Første punkt på dagsordenen bliver, at Morten Andersen anmoder om at trække sig ud af byrådet i kølvandet på, at medlemmerne af økonomiudvalg har meldt ud, at de har mistet tilliden til ham.

Magtkamp i gang

Morten Andersens farvel til borgmesterkæden efter 13 og et halvt år sætter nu gang i en magtkamp i det nordfynske.

Efter kommunalvalget i november 2021 blev der indgået en konstitueringsaftale med alle syv grupper i kommunalbestyrelsen. Det på trods af, at de borgerlige partier snildt kunne have mønstret et flertal alene. Når Morten Andersen nu går af, er fordelingen af byrådsmedlemmer sådan, at Venstre har ti, Konservative har to og Dansk Folkeparti har et byrådsmedlem. Tilsammen udgør de et flertal på 13 ud af kommunalbestyrelsens 25 medlemmer.

Morten Andersen har da også hurtigt på Facebook udpeget Venstres Mette Landtved-Holm til at afløse ham på borgmesterposten. Men her har Morten Andersen måske gjort regning uden vært. I hvert fald har lederen af oppositionen og gruppeleder for Socialdemokratiet Kasper Solberg ikke tænkt sig blot at acceptere Mette Landtved-Holm.

"Jeg kunne godt sidde de næste to et halvt år og 'råbe og skrige' som oppositionsleder. Og det ville sikkert stille Socialdemokratiet godt ved kommunalvalget i 2025. Men Nordfyns Kommune har brug for en kommunalbestyrelse, der arbejder sammen og kan sætte en ny retning," siger Kasper Solberg til NB-Kommune og fortsætter:

"Vi står foran en meget hård spareøvelse på 57 millioner kroner ud af et samlet budget på 2,3 milliarder kroner ved budgetforhandlingerne til efteråret. Så der er brug for et samlet og ikke et splittet byråd til at håndtere det."

Kasper Solberg vil derfor forsøge nu at finde ud af, om man kan lave en ny konstitueringsaftale.

"Aftalen fra november 2021 (om konstituering, red.) er alligevel ikke blevet overholdt. To medlemmer af byrådet fra Venstre er trådt ud af Venstre i protest. Ifølge konstitueringsaftalen skulle de have afgivet deres pladser i byrådet til partiet, men det har de ikke gjort," forklarer Kasper Solberg.

Spørgsmål: Går du selv efter at blive borgmester?

"Vi vil rigtig gerne samarbejde med så mange som muligt om, hvem der skal være borgmester. Og vi ønsker ikke at pille folk ud af udvalgt, og deres bestyrelsesposter må vi ikke tage fra dem.

Men når en bykonge som her bliver gået, så er man nødt til at se på, hvad der skal ske. Og i mine øjne er der efter 13 år med Morten brug for reformer."

Mette Landtved-Holm fra Venstre regner selv med at blive ny borgmester. Hun oplyser til DK Nyt, at hun har en enig byrådsgruppe bag sig. Altså ti mandater ud af de 25 i kommunalbestyrelsen.

Senest torsdag aften vil det formodentlig vise sig, hvem der bliver den næste topprofil i det politiske landskab på Nordfyn.

Sidst opdateret: 09/05/2023 - 11:30

Emner: Nordfyns Kommune, Byråd, Byrådsarbejde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]