
KL's formand Martin Damm (t.v.) og næstformand Jacob Bundsgaard går en svær forhandling, fordi de nærmest står i et David-og-Goliath-forhold over for flertalsregeringen. - Foto: Iver Houmark Andersen/NB-Kommune
KL-top: Forhandlinger med en flertalsregering kan have en lille fordel
Kommunernes Landsforening og regeringen begyndte her onsdag forhandlingerne om næste års økonomi for kommunerne. Set fra KL's side bliver det ekstra hårdt at lægge arm med en flertalsregering, men der kan dog være et lille plus.
Udgivet: 03/05/2023
Med friske bemærkninger på læben og smil mødte KL's formand Martin Damm og næstformand Jacob Bundsgaard op til forhandlinger med regeringen her onsdag. De lagde dog ikke skjul på, at armlægningen med regeringen om en økonomiaftale for 2024 kommer til at give dem ekstra sved på panden denne gang.
Denne gang står KL-forhandlerne for første gang i dette årtusinde foran en flertalsregering. Så hvem der har flest 'muskler', er der slet ingen tvivl om.
"Vi står foran en historisk svær forhandling. Balancen i forhandlingerne er forskudt yderligere. Det har aldrig været en symmetrisk magtrelation, men denne gang er det hårdere, fordi vi står foran en flertalsregering," siger Jacob Bundsgaard til NB-Kommune og fortsætter:
"Derudover er de ydre omstændigheder ikke gunstige. Krigen i Ukraine og den tårnhøje inflation påvirker de økonomiske rammer."
- Brugte du ikke udtrykket 'historisk svære forhandlinger' også forrige gang, du gik ind til opstarten på økonomiforhandlinger?
"Nej. Det er altid svære forhandlinger, men jeg har i hvert fald ikke i min tid (Bundsgaard har tidligere være KL-formand, red.) oplevet et lignende udgangspunkt for forhandlingerne."
Måske lille plus ved en flertals-regering
En af de store knaster i forhandlingerne er, hvor meget og hvad der kan gives på det specialiserede socialområde. Et område hvor kommunerne over de seneste år har oplevet store udgiftsstigninger. Men der kan ifølge Jacob Bundsgaard være en lille fordel ved, at det netop på det her område er en flertalsregering, KL forhandler med.
"Skiftende regeringer har ikke haft flertal for at gennemføre nogle af de ting på det specialiserede socialområde, som vi har aftalt i økonomiforhandlingerne. Sådan er det ikke med den nuværende flertalsregering. Regeringen kan omsætte en til en det, som vi aftaler," siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:
"Vi kan forhåbentlig få en situation, hvor vi får nogle rammer på det specialiserede socialområde, som gør, at vi kan få mere kvalitet ud af systemet inden for de økonomiske rammer. Der er rigtig mange uhensigtsmæssigheder i lovgivningen i dag, som vi håber på at kunne tage fat på i forhandlingerne."
Finansminister Nicolai Wammen (S) gør det klart ved begyndelsen på økonomiforhandlingerne, at regeringen vil give 1,25 mia. kr. til at finansiere kommunernes udgifter til flere børn og ældre i 2024. Men derudover ville ministeren ikke love noget. Og kravet om at kommunerne og regionerne til sammen skal spare en milliard kroner næste år på deres administration er der ikke rokket ved.
Sidst opdateret: 03/05/2023 - 17:17
Temaer: Økonomiaftale
Emner: Jacob Bundsgaard næstformand for KL, Martin Damm, (V) formand for KL og borgmester i Kalundborg, Nicolai Wammen (S), finansminister











































