På børne- og ungeområdet er selvskadende adfærd et stort problem. Hele 60 procent af kommunerne oplever udfordringer her, da målgruppen er i vækst.

På børne- og ungeområdet er selvskadende adfærd et stort problem. Hele 60 procent af kommunerne oplever udfordringer her, da målgruppen er i vækst. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ny viden på socialområdet: Selvskade og autisme presser kommunerne

Kommunerne peger på autisme, selvskade, skolefravær og borgere med komplekse problemstillinger som nogle af de største udfordringer på det specialiserede socialområde, fastslår nye rapporter.

Udgivet: 25/04/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne kæmper med det specialiserede socialområde, og nu viser to nye rapporter fra Social- og Boligstyrelsen, hvor de største udfordringer er, ifølge kommunerne selv.

På børne- og ungeområdet er selvskadende adfærd et stort problem. Hele 60 procent af kommunerne oplever udfordringer her, da målgruppen er i vækst. Det samme gør sig gældende ved autisme, som 59 procent af kommunerne også oplever udfordringer ved. Det skriver NB-Social.

Mange kommuner har også problemer med skolefravær, da næsten ni ud af ti kommuner kæmper med at skabe klarhed omkring, hvornår problemet skal løses med en indsats på almenområdet, det specialiserede socialområde eller en kombination.

Derudover mangler kommunerne viden og kompetencer til at håndtere bekymrende skolefravær. På begge områder er der sket en markant stigning siden 2020.

Rapporterne finder du her.

Komplekse problemer giver udfordringer for voksenområdet

På voksenområdet er der også store udfordringer med selvskade. Både fordi der er vækst i målgruppen, men det skyldes også, at kommunerne oplever udfordringer ved at sætte ind med forebyggende og mindre indgribende tiltag.

En anden gruppe, der volder kommunerne problemer på voksenområdet, er borgere med flere komplekse problemstillinger, der skal håndteres samtidigt, samt borgere med psykiske vanskeligheder og samtidig misbrug.

Det passer godt overens med, hvad socialchef i Nyborg Kommune, Vickie Kramer, tidligere har udtalt til NB-Social:

“Man er ikke kun autist for eksempel, og så kan man ellers blive puttet ned i den kasse, der handler om, at hvis du er autist, så skal du have det her tilbud. Så er man autist med OCD, angst og måske en snært af skizofreni. Det er jo dem, vi bøvler med."

Hun fortsatte:

"Eller hvis du har en hjerneskade oven i den psykiatriske lidelse plus et misbrug, hvad for en kasse er det så lige, vi skal bruge?”

Udfordringer med dækkende tilbudsvifte

Noget der går igen på både børne- og voksenområdet er problemerne med at skabe en dækkende tilbudsvifte. På børne- og ungeområdet er det 37 procent af kommunerne, der har problemer her, hvilket er en stigning på 10 procentpoint siden 2020.

På voksenområdet drejer det sig om 42 procent af kommunerne, hvor det i 2020 var 25 procent.

Samarbejdet med andre sektorer giver også kommunerne problemer. Hvor det er 44 procent af kommunerne, der har problemer med det tværsektorielle samarbejde på børne- og ungeområdet, gør det sig gældende for 36 procent på voksenområdet.

Til gengæld er der sammenlignet med 2020 mange kommuner, der oplever en positiv udvikling i arbejdet med data. Særligt på børne- og ungeområdet hvor færre kommuner har problemer med at bruge data til at måle barnet eller den unges fremskridt.

Arbejdet med data giver dog stadig anledning til udfordringer i kommunerne.

”Mange velfærdsområder er under pres, og det øger behovet for adgang til pålidelig viden om, hvad der virker, så ressourcerne kan målrettes bedst muligt. Derfor er det meget positivt at se, at selvom det fortsat er udfordrende at arbejde med data, så går udviklingen nu den rigtige vej flere steder,” siger direktør i Social- og Boligstyrelsen Ellen Klarskov Lauritzen i en pressemeddelelse.

Fakta om rapporterne

Socialstyrelsen (nu Social- og Boligstyrelsen) gennemførte i sommeren 2022 en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af kommunernes perspektiver på udfordringer og behov i arbejdet med henholdsvis børn, unge og familier og voksne på det specialiserede socialområde.

Spørgeskemaet blev sendt til 95 af landets kommuner i maj 2022. Mailen var stilet til socialchefer (eller tilsvarende chefniveau på socialområdet). 86 procent af landets kommuner har helt eller delvist gennemført spørgeskemaundersøgelsen på voksenområdet

I 2020 gennemførte Socialstyrelsen undersøgelsen første gang. Den nye undersøgelse

skal ses som en gentagelse af 2020 undersøgelsen - dog med mindre justeringer og ændringer i undersøgelsens aktuelle temaer.

Sidst opdateret: 25/04/2023 - 09:16

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]