Socialministeren har givet to relativt forskellige udmeldinger om, hvorvidt nationale kvalitetsstandarder betyder ens eller forskellig service.

Socialministeren har givet to relativt forskellige udmeldinger om, hvorvidt nationale kvalitetsstandarder betyder ens eller forskellig service. - Foto: Skærmbillede

Socialminister på retræte: Kommunerne skal ikke levere ens service

Socialministeren fastslår, at nationale kvalitetsstandarder ikke giver ens service. Tidligere mente hun ellers, at kvalitetsstandarderne skulle sikre, at en borger med handicap kunne flytte uden at miste sit tilbud.

Udgivet: 31/03/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Social- og boligministeren trækker i land. I forbindelse med et samråd i socialudvalget torsdag d. 23. marts om at sikre ordentlige forhold på landets forskellige kommunale og regionale døgninstitutioner og private opholdssteder, understreger ministeren pludselig, at kvalitetsstandarder ikke giver ens service.

"Og nu har jeg hørt, at der er nogen, der tror, at når jeg siger kvalitetsstandarder, så svarer det til et serviceniveau. Det gør det overhovedet ikke. En kvalitetsstandard, det betyder, at man har defineret en opgave. Altså man simpelthen har beskrevet, hvad er opgaven her," siger hun og fortsætter:

"Og det vil sige, at hvis man sammenligner det med skoleområdet for eksempel, der har man så lavet lige lovligt mange kvalitetsstandarder. Der har man lavet fælles mål. Jeg tror, der er 3.800 af dem, eller sådan noget, der ligner. Det er kvalitetsstandarderne. Man kunne nok have nøjes med 100, uden det gjorde noget."

"Men det er ikke det samme som serviceniveauet. Fordi den ene kommune kan have 28 elever i klassen, og den anden kan have 18 elever i klassen. Så dem, der forvirrer de to ting sammen, tager fejl. En kvalitetsstandard er, at man har beskrevet, hvad er et eksempel på god undervisning i tysk 7. klasse."

Ministeren understreger, at nationale kvalitetsstandarder mangler fuldstændigt på socialområdet

Ministeren løber fra egne løfter

Det er nye toner fra ministeren. Sidst hun var indkaldt i samråd, hvilket var den 23. februar, havde hun et noget anderledes budskab, da hun koblede de nationale kvalitetsstander sammen med serviceniveauet. Dengang talte hun om, at hun ville skabe et velfærdssamfund for borgere med handicap.

Ministeren kaldte serviceloven for elastik i metermål, og at der derfor var behov for, hvad ministeren kaldte et ordentligt regelsæt på socialområdet, da kommunerne kunne have forskellige serviceniveauer, uden der var fejl i afgørelserne.

"Men der er jo rigtig mange tilfælde, hvor der er forskellige servicestandarder. Men der er ikke nogen fejl i det, der er lavet. De (servicelovens paragraffer, red.) er i fuldt stand til både at køre det ene og det andet. Så bare igen for at sige, det er jo ikke fordi, man kunne godt klandre en eller anden kommune, fordi de så ikke giver en trehjulet cykel. Det synes jeg også virkelig er synd for den borger, det drejer sig om. Det er bare os, der har ansvaret for det."

Netop derfor ville ministeren ikke bebrejde kommunerne, at de visiterede forskelligt, da serviceloven er så ukonkret, at den resulterer i forskellige serviceniveauer:

"Og det er da klart, de gør det (kommunerne visiterer forskelligt, red.), for vi har simpelthen lavet så tyndt et lovgrundlag at stå på. Uden kvalitetsstandarder."

Stavnsbåndet bliver ikke ophævet for borgere med handicap

Ministeren gik faktisk så langt, at hun sagde, at borgere med handicap ikke oplevede, at stavnsbåndet var ophævet, da de kunne risikere at miste støtte ved at flytte.

"Stavnsbåndet er jo ophævet i Danmark. Problemet er, at hvis man er en borger med handicap, så kan man ikke lige føle det, vil jeg gerne sige. Så risikerer man at miste sit barns skoletilbud som man endeligt efter års kamp har fået noget der passer til ens barn," sagde ministeren og fortsatte:

"Og så sker der noget i ens familie, så man er nødt til at flytte et andet sted hen, med det resultat at hele familien rives op med rode igen. Alt skal startes forfra. Nye PPV, nye papirgange, visitation på det en og det andet. Og igen, det er ikke kommunerne der har besluttet, at det skal være sådan, den ligger lige herinde på Christiansborg."

Men hvis kvalitetsstandarder ikke skal sikre ens service, som ministeren nu siger, så vil stavnsbåndet fortsat ikke være ophævet for borgere med handicap. For hvis servicen ikke skal være ens, vil en borger med handicap jo stadig kunne risikere at miste sit skoletilbud ved at flytte.

NB-Social har forsøgt at opklare, om kvalitetsstandarderne skal sikre ens service. Derfor har vi stillet følgende spørgsmål til ministeren:

  • Skal de nationale kvalitetsstandarder på handicapområdet sikre, at kommunerne visiterer ens?
  • Vil de nationale kvalitetsstandarder sikre, at en borger med handicap kan flytte til en anden kommune uden at skulle risikere at miste sit tilbud? Altså vil de ophæve stavnsbåndet for borgere med handicap, som ministeren selv kaldte det?
  • Mener ministeren, at servicen skal være ens eller forskellig på handicapområdet, alt efter hvor i landet borgeren bor?
  • Vil standarderne være vejledende/rådgivende, eller er det noget, kommunerne skal følge?

Ministeren er ikke vendt tilbage inden deadline.

Sidst opdateret: 08/05/2023 - 13:54

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]