
Fem medarbejdere på rådhuset i Viborg er anklaget for at slå ulovligt op i registre over borgere cirka 500 gange de seneste seks måneder. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Skandale på vej? To medarbejdere bortvist - tre får advarsel
Ved en stikprøvekontrol har Viborg Kommune fundet omkring 500 mulige overtrædelser af regler om opslag i borgerregistre. Det får nu personalemæssige konsekvenser for fem medarbejdere.
Udgivet: 31/03/2023
I forbindelse med en stikprøve af medarbejdernes brug af registre i Viborg Kommune er der blevet konstateret en række formodede overtrædelser af de interne retningslinjer. Det skriver kommunen i en meddelelse.
Der er tale om, at fem ansatte over en periode på seks måneder formodes at have lavet op mod 500 uberettigede registeropslag.
Tre af de fem medarbejdere har modtaget en tjenstlig advarsel, men for to medarbejdere har det allerede ført til bortvisning fra rådhuset.
"Det er afgørende vigtigt, at borgerne kan stole på, at medarbejdere i Viborg Kommune kun bruger offentlige registre i arbejdsmæssig sammenhæng. Derfor tager vi denne sag meget alvorligt. Også selv om vi ikke har nogen indikationer på, at oplysningerne er blevet misbrugt," siger direktør for Økonomi, IT og Personale i Viborg Kommune, Klaus Christiansen.
Udover de personalemæssige konsekvenser har Viborg Kommune påbegyndt en anmeldelse til Datatilsynet, og Viborg Kommune vil følge Datatilsynets anbefalinger i forhold til den videre proces.
Samtidig understreger Klaus Christiansen, at Viborg Kommune på baggrund af sagen vil gennemgå sine procedurer for stikprøvekontrol og indskærpe reglerne i forhold til brug af registre.
Det er langt fra første gang, at kommunalt ansatte bliver taget i at søge ulovligt på borgere i registrene. Sagen herunder er fra Horsens Kommune i december forrige år:
Sidst opdateret: 31/03/2023 - 11:19
Emner: Kriminalitet, Viborg Kommune







































