
Antallet af fejl i jobcentrene steg i 2022
Antallet af fejl i jobcentrene steg forrige år, viser nye tal fra Ankestyrelsen. Der er dog store kommunale forskelle. Se her hvordan det går i din kommune.
Udgivet: 31/03/2023
Hvor den i 2021 lå på 20 procent, havnede den sidste år på 26 procent. Det er altså tale om en stigning på seks procentpoint.
Omgørelsesprocenterne angiver antallet af klagesager, som Ankestyrelsen enten ændrer, ophæver, eller som hjemvises til fornyet behandling i kommunen. Der er ikke tale om samtlige af de kommunale afgørelser, men kun et udvalg af dem, der blev påklaget til Ankestyrelsen.
NB-Beskæftigelse har fået socialrådgiver og debattør Maj Thorsen og professor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen til at udvælge de ti paragraffer, som ifølge dem er mest i vælten på beskæftigelsesområdet. Oversigt over udvalgte paragraffer findes sidst i artiklen.
Kommunerne mangler ressourcer
Der er problemer med retssikkerheden, når man ser antallet af de omgørelser og hjemsendelser af jobcentrenes afgørelser, som Ankestyrelsen foretager.
Det mener lektor i socialret ved Aarhus Universitet, Eva Naur Jensen.
"Det er desværre mit indtryk, at der i kommunerne mangler de rette ressourcer. Det kan enten være, at man mangler kvalificerede sagsbehandlere, at de kommunale sagsbehandlere har for mange sager, og derfor ikke har tid til at sætte sig ordentligt ind i dem, eller at sagsbehandlerne får forkerte instrukser fra ledelsen, f.eks. om at være restriktive med udbetalinger af budgetårsager," skriver hun i en mail til NB-Beskæftigelse.
Eva Naur Jensen har kendskab til mange sager, hvor det tyder på, at sagsbehandlerne hverken har den rette indsigt i reglerne eller i konsekvenserne af borgernes funktionsnedsættelser til at kunne træffe korrekte afgørelser.
Artiklen fortsætter under kortet.
Det er i hvert fald konklusionen i en rapport fra den juridiske tænketank Justitia, som udkom i december. Den viser, at de større kommuner generelt har færrest omgørelser hos Ankestyrelsen.
Helt konkret har man i perioden 2014 til 2021 undersøgt andelen af de sager, som Ankestyrelsen omgør i form af at ændre dem eller henvise til fornyet behandling i kommunen. Og her er der altså en tydelig sammenhæng mellem kommunernes omgørelsesprocent og størrelsen på kommunerne.
Ifølge Eva Naur Jensen skyldes det, at mindre kommuner har sværere ved at tiltrække og fastholde de rette medarbejdere, ligesom sagsbehandlerne ofte skal dække et bredere område, som kan gøre det svært at opbygge den nødvendige ekspertise.
Ser man på udviklingen de seneste tre år ligger antallet af realitetsbehandlede sager forholdsvis stabilt. For de 10 udvalgte paragraffer har Ankestyrelsen i gennemsnit behandlet 3.458 sager årligt fra 2020 til 2022, når det gælder de ti udvalgte paragraffer.
Til gengæld er omgørelsesprocenten steget med fem procent, ligesom hjemvisningsprocenten er steget fra 8 til 10 procent. Den dækker over de sager, som Ankestyrelsen vurderer skal genbehandles i kommunerne.
Fakta om omgørelsesprocenter
Når Ankestyrelsen udregner deres omgørelsesprocenter, er der tre elementer, de ser nærmere på:
- Stadfæstelse: Styrelsen er enige med kommunens afgørelse, og der sker ingen ændringer.
- Hjemvisning: Hvis der mangler væsentlige oplysninger i en sag, som Ankestyrelsen ikke selv kan indhente, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
- Ændring/Ophævelse: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.
NB-Beskæftigelse har valgt at fokusere på følgende paragraffer
- Bortfald af retten til sygedagpenge - §§ 21-23
- Fleksløntilskud - §§ 123-125
- Hjælp til visse persongrupper - §§ 27-29
- "Jobafklaringsforløb - §107-111". Jobafklaringsforløb følger ofte et endt sygedagpengeforløb. (Lov om aktiv beskæft. indsats)
- Ledighedsydelse §§ 74-77b (til ledige fleksjobbere)
- "Ressourceforløb - §112-115": Ressourceforløb ofte fører til førtidspension, eller fleksjob (Lov om aktiv beskæft. indsats).
- "Ret til pension - §18-20 " (pensionsloven).
- "Revurdering og Forlængelse efter §24-29" ift. sygedagpengeloven, hvor især §27 er central, fordi den omhandler forlængelse af sygedagpenge efter 22 ugers sygemelding.
- Særlig støtte - § 34 (vedrører begge kontanthjælp)
- Uarbejdsdygtighed - § 7
Sidst opdateret: 31/03/2023 - 22:08












































