
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils soloudmeldinger skaber forvirring om regeringens handicappolitik. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringens handicap-politik: Socialministeren siger ét, finansministeren noget andet
Efter regeringens første 100 dage er der stor uklarhed om regeringens handicappolitik. Der er blandt andet forskellige udlægninger af, om servicen skal være ens kommunerne imellem. Det konstaterer NB-Socials redaktør i denne analyse.
Udgivet: 30/03/2023
Regeringens handicappolitik er uklar, da der er stor forskel på socialministerens løfter og så den øvrige regerings retorik. Det er konklusionen efter de første 100 dage med SVM-regeringen.
På bare 100 dage har der været flere situationer, hvor regeringen talte med forskellige tunger. Hvor finansministeren maner til økonomisk forsigtighed og risikoerne forbundet ved at bruge for mange penge, kommer socialministeren til forskellige samråd og i medierne med flere udgiftsdrivende løfter. Det skriver NB-Social.
Et eksempel er kommunernes serviceniveau.
Ved Kommunalpolitisk Topmøde åbnede statsministeren for, at det ikke var en kvaliteten i sig selv, at servicen i kommunerne var ens.
"I mange år har der hersket en misforstået forestilling. At ensartethed er en markør for kvalitet. At hvis velfærden er ens fra Ballerup til Hobro. Fra Hedensted til Odense. Så er det udtryk for høj kvalitet."
Senere fortsatte hun:
"Forskellighed kan netop være et udtryk for kvalitet. For det lokale. For medborgerskab."
Det er ellers en af de kritikker, man oftest høre af kommunerne på socialområdet. At det er kritisabelt, der er forskellige serviceniveauer.
Netop derfor har socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil talt for, at der skal være kvalitetsstandarder på handicapområdet. For at sikre servicen samt at kommunerne visiterer ens.
Socialministeren gik faktisk så langt, at hun sagde, stavnsbundet ikke var ophævet for borgere med handicap, der kunne miste sin støtte, ved at flytte til en anden kommune. Det skulle ens kvalitetsstandarder gøre op med.
Ret skal være ret. Statsministeren sagde, at der var undtagelser - men det eksempel hun fremhævede var sundhedsområdet - ikke handicapområdet.
Specialeplanlægning kan blive VISO 2.0
De fælles kvalitetsstandarder skal komme med specialeplanlægningen, som vi må antage, regeringen forventer at lande en aftale om i år, hvis ikke de afsatte finanslovsmidler årligt skal gå til julehjælp.
Her bliver det særlig interessant, om det bliver anbefalinger, kommunerne kan eller skal følge. Hvis det kun bliver vejledende, vil der stadig være kommunale forskelle på serviceniveauet. Modsat hvis det bliver mere fastlåst, hvordan kommunerne skal visitere.
Den daværende S-regerings udspil til en specialeplanlægning lagde reelt op til, at der stadig ville være kommunale forskelle, da den kun var rådgivende.
Her skulle der være rådgivningsfunktioner, der sikrede, at indsatserne borgerne blev visiteret til ikke varierede og havde et stærkt fagligt grundlag. Samtidigt skulle der nye visitationsretningslinjer til, der hjalp sagsbehandleren med at finde den rigtige, højtspecialiserede indsats.
Den model minder bare utroligt meget om, hvordan det allerede fungerer i dag. Her sidder sagsbehandlerne og laver VUM-udredninger (Voksenudredningsmetoden, red.), som de visiterer efter. Ligesom kommunerne kan kontakte VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation) for at få specialiseret viden.
Det er ikke en rådgivning, kommunerne er forpligtet til at følge, og derfor lever det tidligere udspil ikke op til ministerens løfter om ens service.
Regeringen varsler smalhals
Så er der lige det med økonomien. Her på NB-Social har vi allerede skrevet en del om, at socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils løfter om kvalitetsstandarder og skabelsen af et velfærdssamfund for borgere med handicap står i skærende kontrast til de seneste års økonomiaftaler mellem kommunerne og staten.
Her lægger man op til besparelser og hårde prioriteringer, som den daværende S-regering støttede kommunerne i.
Når man vil løfte kvaliteten og sikrer ens service på tværs af kommuner, så koster det ekstra. Og det er penge, regeringen skal finde.
Men ved fremlæggelsen af regeringens stramme finanslovsudspil blev det tydeligt, at der er lagt op til økonomisk smalhals med en historisk lille forhandlingsreserve.
Som prikken over i'et har socialdemokratiets kommunalordfører nu udtalt, at også den kommende økonomiaftale - ligesom finansloven - skal være stram.
Men hvordan laver man forbedringer på handicapområdets serviceniveau, hvis man ikke vil betale de penge, det koster?
Det tyder på, at socialministeren har lagt et ambitionsniveau for handicapområdet, som det ikke bliver muligt for regeringen at indfri med dens nuværende økonomiske politik.
Problemet for regeringen er så bare, at socialministeren vil blive holdt oppe på sine løfter. Både oppositionen, handicaporganisationerne og Kommunernes Landsforening vil kunne hive ministerens løfter frem i en forhandlingssituation.
Det vil netop fremstå som en gratis omgang, hvis ikke pengene følger med.
Noget tyder på, det eneste regeringsmedlem, der ikke har fået memoet om sparepolitikken, er socialministeren.
Sidst opdateret: 30/03/2023 - 11:35
Temaer: Det specialiserede socialområde









































