
Bandegrupperingen Satudarah er stiftet i Holland, men har i dag afdelinger flere steder i verden. I Esbjerg har kommunen nu bortvist gruppen fra dens klubhus. - Foto: Robert Vos/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Rockergruppen Satudarah bliver smidt ud af klubhus i Esbjerg
Kommunalbestyrelsen i Esbjerg gør brug af en lov fra 2017 til at forbyde Satudarah at bruge gruppens klubhus.
Udgivet: 29/03/2023
Rockergruppen Satudarah må ikke længere bruge gruppens klubhus i Sædding i Esbjerg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Der er tale om ejendommen på Brolæggervej 12 i Sædding i det vestlige Esbjerg. Her oprettede rockergruppen et klubhus i efteråret 2022.
Siden har Esbjerg Kommune i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi arbejdet på at skabe grundlag for at forbyde Satudarah at bruge stedet som samlingssted.
Kommunen bruger en lov fra 2017, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at forbyde en bestemt gruppe at bruge en ejendom som samlingssted.
Det kræver, at gruppens brug af ejendommen kan medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
- Helt generelt ser vi, at når personer fra en rockergruppe bærer rygmærker, holder fester og færdes på motorcykler, skaber det utryghed. Det er noget af det, der skaber afsæt for det her samlingsstedsforbud, siger politidirektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Tidligere i år lykkedes det på samme måde Guldborgsund Kommune at smide en rockerklub ud fra et privat lejemål:
Frits Kjeldsen vil ikke uddybe, hvilke konkrete forhold, der har dannet grundlag for forbuddet i Esbjerg.
Men Syd- og Sønderjyllands Politi har dels ved egne iagttagelser og dels ved at tale med nogle af de omkringboende skabt et billede af, hvordan Satudarah opleves i området.
Forbuddet gælder i tre måneder i første omgang.
- Vi håber, at gruppen forstår, hvad vi mener med det her. Vi er ikke interesserede i at have rocker- eller bandegrupperinger i vores område, siger Frits Kjeldsen.
- Skulle de vende tilbage efter de tre måneder, kan de få et nyt forbud. Men det kan jeg ikke se, at de skulle være interesserede i.
Hvis Satudarah bruger ejendommen som samlingssted i løbet af de tre måneder, åbner det for, at Esbjerg Kommune kan nedlægge et forbud, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.
Det er ikke politiets opfattelse, at der er en konflikt mellem Satudarah og andre grupperinger i Esbjerg eller omegn.
Fakta: Rockere kan forbydes adgang til klubhuse
Kommunens forbud tager afsæt i samlingsstedsloven, som blev indført i 2017.
Læs mere om loven her:
* Ifølge samlingsstedlovens paragraf 1 stk. 1 har kommunalbestyrelsen mulighed for at nedlægge forbud mod, at bestemte ejendomme bruges som samlingssted for en gruppe. Det gælder, hvis gruppens anvendelse af ejendommen som samlingssted er egnet til at medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.
* Et forbud i henhold til samlingsstedlovens paragraf 1 stk. 1 er gældende i tre måneder.
* Anvendes ejendommen i denne periode som samlingssted for den omhandlede gruppe, kan der nedlægges et forbud mod anvendelse af ejendommen som samlingssted, der gælder, indtil kommunalbestyrelsen tilbagekalder det.
* Samlingsstedsloven var en del af VLAK-regeringens Bandepakke III, der blev indført som en styrket indsats modrocker- og bandekriminalitet i 2017.
Kilder: Syd- og Sønderjyllands Politi.
jornns - /ritzau/
Sidst opdateret: 29/03/2023 - 10:07
Emner: Kriminalitet, Esbjerg Kommune








































