93 kommuner har et fald i andelen af unge uden hverken job eller uddannelse
Der er store kommunale forskelle på, hvor meget andelen af unge, udsatte borgere ændrer sig over årene. Vestsjælland og Østfyn har haft et særligt stort fald fra 2017 til 2021.
Udgivet: 21/03/2023
Fra 2017 til 2021 har der været et stort fald i antallet af unge mennesker i alderen 16-24 år, som hverken er i arbejde eller uddannelse. Især på Vestsjælland og Østfyn. Det viser tal fra Danmarks Statistik (DST), som NB-Økonomi har kigget nærmere på.
Den særlige gruppe af unge, kaldes af DST for NEET-borgere, som står for Not in Employment, Education or Training, og dækker altså over 16-24-årige, som hverken er i uddannelse, job eller træning og aktivering.
Det mest markante fald finder man på Langeland. Her havde man 160 NEET-borgere ud af 952 unge i aldersgruppen i 2017. Det svarer til en andel på 16,8 procent af de unge, som ikke var i arbejde eller uddannelse.
I 2021 var andelen af NEET-borgere faldet til 12,1 procent. Det er et fald på 4,7 procentpoint, som er det største fald i landet. Til sammenligning havde Rudersdal kun et fald på 0,8 procentpoint fra 2017 til 2021. Dragør, Læsø, Morsø, Mariagerfjord og Fanø kommuner havde som de eneste en stigning i andelen af NEET-borgere i den periode.
Tallene er særligt interessante, fordi SVM-regeringen har lagt stor vægt på, at unge borgere i aldersgruppen skal i arbejde eller i uddannelse. Den tidligere S-regering nedsatte en kommission, der skulle komme med forslag til, hvordan man fik nedbragt tallene. Deres anbefalinger forventes at blive offentliggjort i maj i år.
På landplan er det lykkes at få andelen ned fra knap 10,5 procent til 8,5 procent. Det vil sige et fald på to procentpoint fra 2017 til 2021.
(Artikel fortsætter under kort)
Der kan være en coronaeffekt
Det store fald i andelen af NEET-borgere er især sket fra 2019 til 2021. På landsplan er faldet i den periode på 2,1 procentpoint, mens faldet fra 2017 til 2021 er 2,0 procentpoint. Det skyldes, at der på landsplan var en stigning i andelen af NEET-borgere fra 2017 til 2019.
Efter corona-året 2020 er det lykkes at få ekstraordinært mange i beskæftigelse, og ledigheden er faldet drastisk. Det er derfor meget sandsynligt, at det netop er den udvikling, der også er slået igennem hos de unge NEET-borgere.
I perioden fra 2019 til 2021 er der også en del positive bevægelser i Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt Sønderjylland.
Sidst opdateret: 21/03/2023 - 09:19
Temaer: Ungdomsarbejdsløshed
Emner: Unge, NEET-borgere








































