Der er brugt færre penge på børn i daginstitutionerne i 2022, end kommunerne ellers havde  budgetteret med. Det viser nye regnskabstal fra Danmarks Statistik.

Der er brugt færre penge på børn i daginstitutionerne i 2022, end kommunerne ellers havde budgetteret med. Det viser nye regnskabstal fra Danmarks Statistik. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Kommuneregnskaber viser store besparelser på daginstitutionerne

Kommunernes foreløbige regnskaber viser, at det især er på daginstitutionerne, der spares for at dække budgetoverskridelser på andre områder. Udgifterne til daginstitutioner er i 2022 både lavere end budgetteret og er faldet i forhold til 2021.

Udgivet: 20/03/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

De offentliggjorte foreløbige regnskaber for 2022 viser, at kommunerne har brugt næsten 600 millioner kroner mindre på daginstitutioner, end hvad de havde budgetteret med. Samtidig er udgifterne faldet med cirka 440 millioner kroner i forhold til 2021. Det viser en beregning på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, som NB-Økonomi har regnet på.

Den tidligere S-regering har ellers været meget optaget af, at det demografiske træk skulle dækkes i økonomiaftalerne, så kommunerne kunne bruge flere penge i takt med at der kommer flere børn.. Desuden har der været stort fokus på at løfte økonomien på daginstitutionerne, blandt andet ved at indføre minimumsnormeringer.

Kommuner: Sådan sparer vi dagtilbud

Men kommunerne har tilsyneladende ikke kunnet få enderne til at mødes på daginstitutionsområdet, da opdriften på navnligt det specialiserede socialområde skulle dækkes.

Modsat er ældrebudgetterne skredet med knap 600 millioner kroner i forhold til budgettet. Samtidig er folkeskoleområdet samlet set gået en milliard kroner over budget. Man skal dog være opmærksom på, at der for alle tre områder formentlig har været en stigning i inflationen, som dækker over blandt andet stigende energipriser, lønninger og vareindkøb. Budgetterne er i opgørelsen er kun korrigeret med den overordnede PL-justering, men enkelte områder kan godt have været hårdere ramt af prisstigningerne end andre.

Den stigende udgift er derfor ikke nødvendigvis udtryk for bedre service, da en stor del af budgetoverskridelsen sandsynligvis er gået til at dække de stigende priser.

Samlet set har der været en overskridelse af budgettet på ældre, folkeskole og børn på 994 millioner kroner, efter man justerer budgettet til den korrigerede 2022-PL.

Det skal bemærkes, at de foreløbige regnskaber kun omfatter kommunerne under et. De kommunefordelte regnskaber kommer først medio april, og der kan forekomme justeringer i den endelige revision.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Udviklingen fra 2021-2022

Det samme mønster er at finde i udviklingen på områderne, hvis man ser på regnskabstallene for 2021 og 2022. Samlet set steg kommunernes udgifter til ældrepleje med 1,79 procent fra regnskabet i 2021 til 2022. På folkeskoleområdet var det tal 0,52 procent. Dagsinstitutionerne gik tilbage i forhold 2021 med -1,53 procent.

Faldet på daginstitutioner fra 2021 til 2022 er på knap 439 mio. kr. Antallet af børn i alderen et til seks år er ellers steget med to procent, hvorfor det demografiske træk ikke er dækket på børneområdet.

Ser man samlet set på de tre områder, har kommunerne brugt ca. 758 mio. kr. mere i 2022, end de gjorde i 2021. Regeringen havde ellers afsat 1,25 mia. kr. til demografi i 2022 i økonomiaftalen for 2022 med KL.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Fra Danmarks Statistiks Statistikbank BUDK32 har vi for hvert område trukket nettodriftsudgifterne fratrukket statsrefusion i budgetterne for 2022 for hele landet. Derefter har vi trukket de samme tal fra de foreløbige regnskaber, REGK3E.

For hvert område har vi udregnet differencen mellem budgettet og regnskabet og udregnet, om der er et underforbrug eller et overforbrug. Vi har også brugt tal fra REG31 til at finde forrige års regnskab.

Regnskabstallene for 2021 er p/l-reguleret til 2022-priser ved at gange tallene med 1,035. Budgetterne for 2022 er renset for p/l-reguleringen ved midtvejsreguleringen ved at dividere dem med 1,019 og er reguleret til 2022-priser ved at gange med 1,035 igen.

De foreløbige regnskabstal er i 2022-priser.

Tallene er ikke renset for den demografiske udvikling.

Kontoafgrænsningen for de forskellige områder er:

Folkeskoleområdet: Funktionerne 3.22.01-3.22.12 undtagen 3.22.05, som vedrører skolefritidsordning.

Daginstitutionsområdet: Funktionerne 5.25.10-5.25.19, undtagen 5.25.16 og 5.25.17.

Ældrepleje: Funktionerne 5.30.26-5.30.36.

Sidst opdateret: 20/03/2023 - 13:13

Temaer: Budgetter

Emner: Budget, Regnskab

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]