Finansminister Nicolai Wammen (S) kan se frem til en overraskelse, når kommunernes regnskab for 2022 offentliggøres. Kommunerne har nemlig fundet en fejl, som de facto vil hæve servicerammen og staten stilskud til kommunerne med 600 millioner kroner.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kan se frem til en overraskelse, når kommunernes regnskab for 2022 offentliggøres. Kommunerne har nemlig fundet en fejl, som de facto vil hæve servicerammen og staten stilskud til kommunerne med 600 millioner kroner. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fejlkontering kan sikre kommuner 600 millioner i ekstra serviceramme

Konsulentfirma har fundet konteringsfejl, som fejlagtigt har belastet servicerammen i 67 kommuner med cirka 600 millioner kroner. Opdagelsen kan muligvis redde kommunerne fra statslige sanktioner for 2022-regnskabet.

Udgivet: 17/01/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

En årvågen medarbejder i kommunernes konsulentfirma Komponent har angiveligt sikret kommunerne en ekstra serviceramme på omkring 600 millioner kroner fra 2022 og fremad.

Den pågældende medarbejder opdagede, at 67 ud af de 98 kommuner slet ikke har bogført udgifter til særligt tilrettelagt uddannelse (STU) på overførsler inden for beskæftigelsesområdet, men derimod fejlagtigt har ført alle udgifter som en serviceudgift på socialområdet. Det skriver NB-Økonomi.

Opdagelsen kan blive afgørende for kommunerne, som har frygtet sanktioner fra staten på grund af en sandsynlig overskridelse af servicerammen i 2022.

"Hvis vi forudsætter, at kommunerne har samme praksis i 2022 (som i 2021, red.), kan der ved en hurtigt indsats ”reddes” ca. 600 mio. kr. ekstra af servicerammen, hvis alle kommuner omkonterer, så ca. 60% af udgifter til STU ender på 5.82. Det er jo alligevel noget," skriver centerchef Peter Bogh fra Komponent i en mail til alle økonomichefer, som NB-Økonomi har fået aktindsigt i hos en kommune.

En lille julegave

Emnefeltet for mailen er: "En lille julegave til det kommunale fællesskab: Korrekt kontering af udgifter til STU - en mulighed også for bedre overholdelse af servicerammen".

Konteringsfejlen har en afgørende betydning for den såkaldte serviceramme, som styrer hvor meget kommunerne må bruge på service. Hvis alle de 67 kommuner bogførte 60 procent af udgifterne til STU på beskæftigelsesområdet, som er det normale for de øvrige kommuner, så vil de 67 kommuner kunne lette deres serviceramme med samlet cirka 600 millioner kroner.

Det er vigtigt at understrege, at kommunerne skal gennemgå alle bevillinger til STU og afgøre, om uddannelsen er bevilget som led i beskæftigelseslovgivningen, og kun i de tilfælde kan det konteres på overførselskontoen.

Hidtil har der været en frygt for, at kommunerne ville overskride servicerammen med over en milliard kroner, men herfra skal trækkes de ekstraudgifter, kommunerne har haft til covid og ukrainske flygtninge. Derfor kan det meget vel ende med, at de 600 millioner kroner redder kommunerne fra for første gang nogensinde at blive pålagt en sanktion af staten.

Grunden til, at omkonteringen medfører en forøgelse af servicerammen er, at servicerammens størrelse ikke umiddelbart påvirkes af kommunernes udgifter til STU. Hvis kommunerne derfor kan flytte 600 millioner kroner fra serviceudgifter til overførselsudgifter, så giver det 600 millioner kroner i uforbrugt serviceramme.

Dermed bliver kommunernes serviceudgifter 600 millioner kroner lavere. Det vil sige, at hvis kommunernes samlede serviceudgifter i 2022 var 600 millioner kroner for høje, før fejlen blev opdaget, så vil de samlede serviceudgifter efter omkonteringen svare præcis til den aftalte serviceramme.

Læs hele artiklen i NB-Økonomi

Sidst opdateret: 18/01/2023 - 08:27

Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]