Landets kommuner og byråd kan godt indstille sig på en budgetproces for 2024, som måske bliver den sværeste siden kommunalreformen.

Det skyldes ikke kun, at kommunerne styrer direkte mod den dårligste økonomiaftale siden 2017. Som tingene ligger nu, så er det mest sandsynlige, at kommunerne kun får et løft af deres serviceramme på 500-700 millioner kroner, hvilket kun vil dække under halvdelen af det demografiske træk, som i 2024 vil udgøre cirka 1,5 milliarder kroner i kommunerne ifølge Finansministeriets opgørelse.

Umiddelbart var kommuneaftalen for 2017 med et rundt nul i ekstra serviceramme dårligere, Men dengang var det demografiske træk 200-300 millioner lavere, og derfor var 2017 aftalen cirka 200-400 millioner kroner dårligere.

Alligevel er der en række forhold der gør, at situationen dengang var nemmere for kommunerne, og de handler alle om en meget enkelt men vigtig sandhed. Borgenes tilfredshed med den offentlige service handler ikke kun om den faktisk service og hvor mange penge byrådene kan bevilge til et område.

Det afgørende er, hvilken service kommunerne kan levere i forhold til borgernes forventning. Hvis blot der er overensstemmelse mellem de forventninger og faktisk service, så er byrådenes udfordringer til at overskue.

Men alt peger på, at vi i 2024 får en historisk forskel mellem borgernes forventninger og den udvikling, de vil opleve i den kommunale service.

Servicen til den enkelte vil falde

En kælderkold gennemgang af kommunernes økonomi peger på, at de blot for at levere uændret service til den enkelte skal have et løft på i servicerammen på mindst 2,5 milliarder - hvis alt andet er lige.

Det skyldes en opdrift på det specialiserede socialområde på cirka 0,7 milliard, demografien koster tæt på 1,5 milliard kroner og dertil kommer opdrift på en række mindre områder.

Ny teknologi og smartere måder at tilrettelægge arbejdet vil altid kunne give en vis effektivisering, men tal fra Det Økonomiske Råd har igen og igen vist, at både privat og offentlig service er langt sværere at effektivisere end industrien. Det gælder især en kommunale service, som i vidt omfang er detailstyret fra Christiansborg. Og der er intet som tyder på, at regeringen når at gennemføre nogen væsentlige regelforenklinger, som får effekt i 2024.

Kommunerne kan i bedste fald håbe på, at regeringen ikke øger den administrative byrde. Et godt eksempel er, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR, kort før regeringsdannelsen udsendte en bekendtgørelse, som øger kommunerne udgifter til revision og økonomistyring med omkring 20-40 millioner kroner.

Slutfacit er derfor, at kommunerne på en god dag kan effektivisere for måske en halv milliard kroner, men så skal der stadig skæres i kerneydelserne for mindst en milliard kroner.

Vi har kun set toppen af ekstraordinære sparerunder i 2023

Udfordringen med budget 2024 skærpes af, at overaskende mange kommuner allerede i de første to måneder af 2023-budgetåret har været nødt til at gennemføre ekstraordinære tiltag for at overholde det vedtagne budget.

Umiddelbart er et overraskende forhold, når man ser på de kommuner, som har været nødt til at gennemføre ekstra tiltag allerede nu: Der er overraskende mange kommuner, som normalt har en faglig stærk økonomistyring.

Der er selvfølgelig den mulighed, at den historiske stærke økonomistyring har lullet de pågældende kommuner i søvn. Men der er også en anden og langt mere truende tese, nemlig at det i højere grad er kommuner med en stærk tradition for økonomistyring, som allerede nu har opdaget, at budgetforudsætningerne er på vej ud over kanten, og at kommuner med en svagere økonomistyring snart vil følge efter.

Der er derfor en betydelig risiko for, at mange byråd vil opleve, at de skal i gang med at finde besparelser på 2024-budgettet stort set samtidig med at de sidder og kæmper med ekstra sparetiltag på 2023-budgettet.

Og så rammer en brutal logik for de mange kommuner, som kører frem med traditionelle sparekataloger, fordi de ikke i tide har skaffet sig et råderum i 2024 gennem langsigtede reformer.

Logikken er som følger: Når byrådet med et kort aftræk skal i gang med at finde ekstra besparelser i 2023, så vil den eneste mulighed ofte være at kigge på de forslag i sparekataloget fra budgetproces 2023, som byrådet fandt uacceptable ved indgåelsen af budgettet i efteråret 2022.

Når så budgetprocessen går i gang for 2024, så kan byrådet starte ved de forslag, som i den ekstra sparerunde for budget 2023 var for uacceptable.

Det gælder dog ikke for de bedst ledede kommuner, for de har allerede for et eller to år siden igangsat reformer, som sikrer dem et råderum i 2024. Men spørgsmålet er, hvor mange kommuner, som er i den båd, og hvor langt effekten af reformerne rækker.

Forventninger er skruet op

De uundgåelige nedskæringer i 2024 ville ikke være et alvorligt politisk problem, hvis blot borgerne havde en forventning om, at kvaliteten af deres kommunale service uundgåeligt vil falde i 2024, og at de derfor skal glæde sig hver gang byrådet kan erstatte en stor nedskæring med en mindre.

Men en række forhold peger i den stik modsatte retning: Borgernes forventninger er på vej op.

Det skyldes især tre forhold:

- Den krisebevidsthed som krigen i Ukraine udløste er ifølge data fra Danmarks Statistik kraftigt aftagende, og borgernes forventninger til "Danmarks økonomiske situation om et år, sammenlignet med i dag" er på vej op. Så medmindre verdensøkonomien går i sort, så vil kommunerne skulle vedtage budgetter på baggrund af en betydelig optimisme om, at Danmark er igennem det værste, og bedre tider venter.

- Regeringen - med de socialdemokratiske ministre i front - lover igen og igen danskerne bedre velfærd på trods af de økonomiske realiteter. Ingen kan fortænke borgerne i at tro på landets regering, og derfor er der ikke meget, som tyder på, at regeringen bliver nødt til at erkende de faktiske økonomiske forhold overfor borgerne, inden budgetprocessen for 2024 er slut.

- Selvom regeringen samtidig med sine vidtløftige velfærdsløfter forsøger at tale om de mange kriser, så kan borgerne igen og igen se den faktuelt korrekte oplysning, at dansk økonomi er blandt de stærkeste i verden, og den offentlige sektor har kæmpe overskud.

- Endeligt betyder de relativ pæne lønstigninger, at mange danskere vil fortsætte med at opleve en privat velfærdsvækst. Og al historisk erfaring viser, at stigende privat velfærd smitter af på forventningerne til den offentlige velfærd.

Tvivlsomt om KL lykkedes med at binde regeringen til realisme ved økonomiaftale

KL's bestyrelse og formandsskab ved godt, at de umuligt kan få regeringen til at give væsentligt ekstra penge ved økonomiaftalen. Derfor er strategien, at regeringen gennem meget tydelige formuleringer skal tvinges til en ærlig kommunikation om behovet for besparelser.

Forløbet efter sidste års økonomiaftale peger dog klart i retning af, at KL vil mislykkes med den mission endnu engang. I juni 2022 accepterede regeringen en tekst, som faktuelt ikke efterlod nogen tvivl om, at regeringen erkendte at kommunerne skulle gennemføre nedskæringer (eller økonomiske prioriteringer som det hed i aftalen).

Alligevel har ikke bare den tidligere og nuværende socialminister ufortrødent forsat med at love bedre service til mennesker med handicap. Statsministeren gik så langt ud af den vej i sin åbningstale, at den nuværende socialminister helt faktuelt korrekt for nyligt kunne konstatere:

"Der skal store forandringer til, hvis vi skal leve op til det, som statsministeren åbner på i åbningstalen. Altså at sige, at borgere med handicap skal kunne mærke, at de bor i et velfærdssamfund, for det kan man ikke i dag. Der er rigtig lang vej igen," lød det meget klart fra social- og boligministeren.

Historisk konflikt mellem forventninger og faktisk leveret service

Derfor peger alt på, at budgetproces 2024 skal foregå i en historisk stor konflikt mellem en kommunal service, som bliver skåret ned, og en klar forventning hos borgerne om bedre service.

Umiddelbart kunne man tænke, at budgetprocessen ville være lettere i de mange kommuner, der ifølge NB-Økonomis serviceudgiftsindeks har et niveau for serviceudgifter, som er fem til femten procent over landsgennemsnittet. Altså efter der er korrigeret for demografi og socioøkonomi.

Her kan det dog være vigtigt at huske, at borgernes forventninger i kommuner med et højt indtægtsgrundlag er markant højere end i de fattige kommuner. Og det spænd vokser jo i sagens natur i kraft med at uligheden mellem de rige og fattige kommuner stiger. Det er ikke bare en konsekvens af uligheden mellem borgernes indkomster stiger.

Det er især en konsekvens af tendensen til, at de højtlønnede i stigende grad samler sig i nogle kommuner, mens de sociale udsatte og fattige samles i andre kommuner.

Demonstrationen mod skolebesparelser i velhaverkommunen Frederiksberg er et godt eksempel på det forhold. Her har rigtig mange borgere ofret mange hundrede tusinder på luksuriøse badeværelser de seneste år, og derfor er vreden over nedslidte skoletoiletter mærkbar.

Derfor var årene efter finanskrisen nemmere

I årene efter finanskrisen gennemførte kommunerne store nedskæringer og effektiviseringer.

Men dengang var to forhold anderledes:

Det var nemmere at lave reelle effektiviseringer, hvor kommunerne leverede samme service for færre penge. Det skyldes dels at mange kommuner kunne tage stordriftsfordele hjem fra kommunalreformen i 2007, dels at de store sparekrav kom efter et massivt overforbrug i kommunerne frem op til og umiddelbart efter finanskrisen.

Borgerne havde en dybt rodfæstet kriseopfattelse. Arbejdsløsheden steg kraftigt og bunden gik ud af de offentlige kasser. Samtidig var regeringstoppen meget mere klar i sin kommunikation af, at der ikke var råd til mere velfærd.

Derfor kan det ende med, at kommunalpolitiske veteraner vil længes tilbage til de gode kriseår efter finanskrisen, når de sidder med budget 2024. Dengang var en skovl en skovl og en spade en spade.