
Aalborg Kommunes nye kommunaldirektør, Tommy Christiansen ser frem til sit nye job. Hidtil har han været økonomidirektør. - Foto: Lars Horn
Konstitueret kommunaldirektør beholder jobbet i storkommune
Tommy Christiansen bliver ny kommunaldirektør i Aalborg Kommune. Han har været konstitueret siden 1. januar og glæder sig til at fortsætte arbejdet med kommunens videre udvikling. Han har fokus på at mindske det økonomiske pres mest muligt og finde løsninger på store nationale udfordringer.
Udgivet: 07/03/2023
51-årige Tommy Christiansen fortsætter som kommunaldirektør i Aalborg Kommune.
Han har siden april 2022 været økonomidirektør og vicekommunaldirektør, og siden siden 1. januar 2023 har han også været konstitueret i stillingen som kommunaldirektør.
"Jeg glæder mig til at få lov til at være med, hvor det sker i forhold til Aalborgs fremtidige udvikling som kommune og organisation. Jeg ser frem til at arbejde med det fælleskommunale og de store nationale sammenhænge som kommunaldirektør. Jeg kan også enormt godt lide at være tæt på det politiske liv," siger Tommy Christiansen, der har mange vigtige opgaver på to-do-listen:
"Det er enormt vigtigt at få kommunen ud af det økonomiske pres, som er skabt på baggrund af bl.a. krigen i Ukraine og høj inflation. Vi skal også have set på, hvordan vi kan arbejde med fremtidens udfordringer på nye måder end hidtil i hele organisationen. Jeg ser det som en vigtig opgave at sikre, at Aalborg udvikler sig, så vi fortsætter med at være en attraktiv studie- og uddannelsesby og fortsat skaber positiv erhvervsudvikling," siger kommunaldirektøren i en meddelelse og fortsætter:
"Vi skal også som en stor kommune være med til at finde løsninger på de nationale problemstillinger såsom unges mentale trivsel, tilgangen til special-områderne og et sammenhængende sundhedsvæsen," siger Tommy Christiansen.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) ser ansættelsen som en stor gevinst for kommunen:
"Vi er enormt heldige med at få en så stærk og dygtig profil i spidsen for landets tredjestørste kommune med 18.000 medarbejdere og syv forvaltninger. Det kræver en helhedsorienteret tilgang til at udvikle Aalborg Kommune, og den har Tommy Christiansen"
"Han har meget stærke kompetencer i ledelse af tværgående processer og udviklingsopgaver og har en inspirerende og engagerende ledelsesstil. Han er også enormt analytisk stærk i samspillet med det politiske niveau og meget vellidt blandt medarbejdere og samarbejdspartnere, så ansættelsen af Tommy Christiansen ser jeg som en stor gevinst for Aalborg Kommune," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Tommy Christiansen har tidligere haft forskellige stillinger i det tidligere Nordjyllands Amt inden han i 2005 blev han ansat i Hjørring Kommune, hvor han først var i ledelsesekretariatet og senere direktør for interne stabe. Efter en periode som konstitueret kommunaldirektør fra 2009 blev han i 2010 ansat som kommunaldirektør i Hjørring Kommune.
Tommy Christiansen tiltræder i stillingen med det samme. Det betyder, at ansættelsen af en ny økonomidirektør også går i gang med det samme.
Sidst opdateret: 07/03/2023 - 13:16
Emner: Aalborg Kommune, Kommunaldirektør








































