
- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Flaskehals bremser udbygning af solceller
Udgivet: 24/02/2023
Udbygningen af solcelleanlæg har været et regulært boom, der er gået så stærkt, at el-nettet ikke kan følge med alle steder.
På det seneste har en lille håndfuld projekter på Sydsjælland og Lolland enten måttet vente eller har slet ikke kunnet komme på elnettet i fuldt omfang på grund af manglende kapacitet i elnettet, skriver sn.dk. Og det selv om de havde indgået en tilslutningsaftale med det regionale elnetselskab Cerius.
Det fremgår ifølge Sjællandske Nyheder af en aktindsigt fra elnetnetselskaberne Radius og Cerius samt oplysninger fra aktører i miljøet.
Det er specielt på den sydlige del af Sjælland, hvor elnettet ikke er udbygget tilstrækkeligt til at kunne modtage al den vedvarende energi, der er brug for i takt med den grønne omstilling. En omstilling, som indebærer, at blandt andet fossile biler og varmekilder bliver skiftet ud med strømdrevne, som helst skal drives af grøn strøm.
"Helt lavpraktisk, så er der kommet rigtig mange nye projekter i et område, hvor der historisk set ikke har været behov for et ret kraftigt elsystem," siger Anders Steen Kristensen, der er områdeleder for energiplanlægning i Energinet, til sn.dk.
Sidst opdateret: 23/02/2023 - 15:37
Emner: Solceller







































