Oxycontin er en smittestillende piller i gruppen inden for opioider, som man kan blive afhængig af.

Oxycontin er en smittestillende piller i gruppen inden for opioider, som man kan blive afhængig af. - Foto: George Frey/Reuters (Arkiv)

Danmark mangler beredskab mod unges misbrug af vanedannende piller

Flere kommunale misbrugscentre beretter om tendens med, at unge ned i 14-års alderen tager illegale opioid-piller. Det skaber et pres på centrene, der ikke er klædt på til afvænnings-opgaven.

Udgivet: 20/02/2023

Del artiklen:

I nogle kommuner spredt over landet oplever misbrugscentre, at unge har et stigende forbrug af de vanedannende piller opioider.

Det øger presset på de kommunale misbrugscentre, som slet ikke er rustet til at hjælpe de unge ud af medicinafhængigheden. Det skriver TV 2 Kosmopol.

Det kræver en læge, når en person skal afvænnes fra medicin.

Men kommunerne, som egentlig har ansvaret for at hjælpe folk ud af afhængighed, har mange steder ikke læger tilknyttet deres misbrugstilbud til unge.

Det bekræfter flere eksperter, som TV 2 Kosmopol har talt med.

Det gælder blandt andet misbrugskonsulent Torben Vangsted, der ser det som en stor udfordring.

- Nedtrapningen på de her præparater handler om, at man over tid giver den unge mindre og mindre af det aktive stof, så abstinenssymptomerne bliver gradvist mindre farlige, siger han til TV 2 Kosmopol.

Et afvænningsforløb for unge under 18 år, hvor man gradvist nedtrappes fra sit stofindtag, kræver en koordineret socialfaglig og en lægefaglig indsats.

Det skyldes, at pillerne skaber en stærk afhængighed, og at brugeren som følge heraf kan opleve voldsomme abstinenser ved ikke at få sit stof.

TV 2 Østjylland talte sidste år med misbrugscentre i Randers, Norddjurs, Syddjurs, Aarhus, Silkeborg og Horsens.

Disse kommuner beskrev det som et stort problem, at særligt unge fra teenageårene og op gennem 20'erne har et misbrug af opioider.

Også i Esbjerg og Ribe breder problemet sig, har JydskeVestkysten beskrevet.

TV 2 Kosmopol har spurgt 34 kommuner i hovedstadsområdet, hvor hver fjerde svarer, at de i større eller mindre grad har kendskab til unges brug af opioidpiller. Men størstedelen oplever ikke et problem.

Særligt i Greve er der et problem, lyder det.

Ifølge Christina Ekmann, der er misbrugsbehandler i ungemisbrugscentret Omega i Greve, er hun ikke i sine 15 år hos centret stødt på unge med misbrug af opioider.

Men nu er realiteten, at 6 ud af 20 på misbrugscentret er i behandling for afhængighed af pillerne, skriver TV 2.

- Det lyder måske ikke af så mange, men vi hører fra dem, at det er fuldstændig normalt, og at alle kender til det.

- Lad os sige, at de har fire venner, så er vi pludselig oppe på 20-30 unge, der tager det. Og det er bare dem, vi kender til, siger hun til TV 2.

I Sverige har man haft en voldsom udvikling i brug af opioider blandt unge. Her har det blandt andet lydt, at det har floreret i skolegårde og lignende.

Medicinen er formentlig også bragt til landet fra Østeuropa og altså ikke kun fra egne apoteker.

Fakta

Opioider er en samlet betegnelse for stærke smertestillende lægemidler. Det er eksempelvis oxycodon, tramadol og dolol.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen får danskerne udskrevet mindre mængder af opioider i dag end tidligere.

Mens danskerne i 2016 fik udskrevet opioider svarende til 40 millioner døgndoser af morfin, så var det tilsvarende tal i 2021 på 28 millioner døgndoser.

Men flere misbrugscentre beretter om, at unge har et stigende forbrug, og at det er alvorligt. Omfanget er ukendt, ligesom det kan være svært for misbrugscentre at håndtere de unges misbrug, fordi de mangler en tilknyttet læge, skriver TV 2 Kosmopol.

Læs mere om de smertestillende lægemidler:

* Dolol er et smertestillende lægemiddel, der bruges mod moderate til stærke smerter.

* Midlet kræver recept og bliver udskrevet ved stærke smerter.

* Ved langvarigt indtag kan man blive afhængig og få abstinenser, når man stopper behandlingen.

* Derfor bør behandlingen trappes langsomt ned, så man får mindre og mindre doser.

* Det aktive stof i dolol hedder tramadol. Det er et morfinlignende stof, som findes i en lang række smertestillende midler af opioidtypen, hvoraf dolol er en af dem.

* Tramadol virker ved at dæmpe de impulser fra nervesystemet, der sender besked til din hjerne om, at noget gør ondt. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, svimmelhed og træthed.

* Tramadol er også et opioid. Opioider er en gruppe af stoffer, som udvindes af opiumsvalmuen, og som virker smertestillende. De mest kendte opioider er morfin, kodein, heroin, metadon og fentanyl.

Kilder: TV 2 Kosmopol, Medicin.dk, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Gentofte Hospital.

/ritzau/

Sidst opdateret: 20/02/2023 - 09:05

Emner: Unge, Ungeindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]