Se kort: Rige kommuner mangler flest uddannede pædagoger
Rige kommuner er ikke bedre til at tiltrække uddannede pædagoger til daginstitutionerne. Tværtimod ligger de helt i bund blandt kommunerne, når man ser på andelen af uddannet personale.
Udgivet: 09/02/2023
Det er ikke kommunens pengekasse, der er afgørende for, hvor mange pædagoguddannede man kan tiltrække. Især rige kommuner i Nordsjælland og hovedstadsområdet har en lav andel af uddannet pædagogisk personale i deres daginstitutioner og dagplejer.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som NB-Økonomi har set nærmere på.
Tallene er særligt interessante, fordi en analyse fra Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed i sidste uge viste, at forældrenes tilfredshed er højere, hvis kommunens daginstitutioner har en høj andel uddannet personale.
"Jo højere en andel af det pædagogiske personale i kommunen, der har en pædagogisk uddannelse, jo mere tilfredse er forældrene med deres barns dagtilbud," hedder det i analysen.
Men modsat hvad man kunne forestille sig, er det ikke de rige kommuner, der har råd til at ansætte mange med en pædagogisk uddannelse, der har den største andel af uddannede pædagoger.
Egedal Kommune ligger for eksempel som nummer 96 blandt landets kommuner, når man måler på, hvor stor en andel af personalet, der har en pædagogisk uddannelse. Her var kun 50 procent af det pædagogiske personale i 2021 uddannet som enten pædagog eller pædagogisk assistent.
Rudersdal ligger på 88. plads med 55,7 procent. Københavns Kommune ligger som nummer 86 med en andel på 55,6 procent. 42 kommuner ligger i alt under landsgennemsnittet på 62,7 procent.
I den modsatte ende har man Guldborgssund og Lolland kommuner på en fjerde- og femteplads, hvor henholdsvis 79,6 og 79,5 procent af personalet har en pædagogisk uddannelse fordelt på både daginstitutioner og dagplejer.
Men tendensen ses ikke kun på Sjælland. I Jylland plejer Midt- og Østjylland at have gode nøgletal på mange parametre. Men både Herning, Skanderborg, Vejle og Aarhus ligger under landsgennemsnittet, hvorimod nordjyske kommuner som Vesthimmerland, Skive og Thisted og sønderjyske kommuner som Tønder og Aabenraa ligger over landsgennemsnittet.
(Artikel fortsætter under kort)
Tendensen blev forstærket fra 2019 til 2021
Hovedstadsområdet, Nordsjælland og Midtjylland, som især har en lav andel af uddannet pædagogisk personale i daginstitutionerne, får noget at arbejde med de kommende år. Siden 2019 er tendensen nemlig forværret.
Det betyder, at selvom Herning for eksempel allerede lå på en lav andel af uddannet pædagogisk personale på 61,1 procent i 2019, så blev den andel mindsket med 4,9 procentpoint til 2021, så andelen kom helt ned på 56,2 procent.
Samme tendens ses i Skanderborg, hvor andelen er faldet med 7,4 procentpoint, Vejle med 3,6 og Aarhus med 5,0. I hovedstadsområdet og Nordsjælland ses samme udvikling, hvor for eksempel Rudersdal Kommune er gået 5,0 procentpoint tilbage, og Københavns Kommune er gået 5,5 procentpoint tilbage.
I den modsatte ende ses igen Lolland Kommune, som har forbedret andelen af pædagogisk uddannet personale med 3,9 procentpoint. Vordingborg og Ærø har også pæne stigninger med henholdsvis 3,1 og 5,0 procentpoint.
På tværs af hele landet faldt andelen af uddannet personale i daginstitutionerne med 3,6 procentpoint fra 66,3 procent til 62,7 procent.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
I opgørelsen har vi fulgt Indenrigsministeriets Benchmarkingenheds definition af uddannet personale.Her defineres uddannet personale som antallet, der er ansat under stillingsbetegnelserne pædagog og pædagogisk assistent. Det samlede antal ansatte som pædagogisk personale opgøres som antallet, der er ansat under stillingsbetegnelserne pædagog, pædagogisk assistent og pædagogmedhjælper. Dermed udgør pædagogmedhjælperne den ikke-uddannede andel af det pædagogiske personale. Studerende og elever er ude af opgørelsen, ligesom de er i Benchmarkingenhedens opgørelse.
Tallene er trukket fra Danmarks Statistiks Statistikbanks BOERN1 for 2019 og 2021, hvor vi i hvert år har udregnet andelen af uddannet pædagogisk personale i procent. I sammenligningen mellem de to år har vi opgjort udviklingen i procentpoint.
Sidst opdateret: 09/02/2023 - 10:42
Temaer: Uddannelse
Emner: Daginstitution, Dagpleje








































