
- Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Slut med kontanter i børnenes klubber
Udgivet: 30/01/2023
Frederikssund Kommunes institutioner – i første omgang på klubområdet – kommer snart et skridt nærmere at være helt kontantløse.
Det sker, når kommunen indfører betalingskortet FK-pay allerede i februar. Kortet kan kun bruges i klubtilbud, hvor forældrene kan indsætte penge og løbende holde øje med forbruget. Det skriver Frederikssund Kommune i en meddelelse.
"I klubberne har vi gennem flere år ledt efter et system, der passede til vores brug. Med FK-pay har vi fået en rigtig fin løsning, som samtidig rummer mulighed for at blive udrullet til flere institutioner," siger Christian Vilhelmsen, pædagogisk leder for Frederikssund Kommunes klubber i Hornsherred Syd.
I klubtilbuddene kan der være brugerbetaling på f.eks. materialer til kreative aktiviteter, ture og arrangementer, eftermiddagsmad og lignende. Brugen af kontanter eller mobilepay betyder, at pædagogerne skal bruge tid på at administrere og kontrollere betalingerne. Det skal medarbejderne frigøres fra.
"For forældrene er fordelene, at man kan følge med i sit barns forbrug og dermed så småt træne barnet i at kunne administrere et betalingskort," siger Christian Vilhelmsen.
jornns
Sidst opdateret: 30/01/2023 - 10:06
Emner: Frederikssund Kommune







































