
- Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Frivillig jurist kritiserer lukning af Headspace
Udgivet: 21/12/2022
Flere kommuner har i forbindelse med nedskæringer i budgetterne for 2023 stoppet tilskud til ungetilbuddet Headspace, der henvender sig til usikre unge med sparring og rådgivning, når de har brug for det.
I Horsens Kommune begræder den 25-årige jurist Andreas Kisum Nielsen, at kommunen har besluttet at standse tilskuddet til Headspace og dermed spare 900.000 kr.. Det skriver Horsens Folkeblad.
"Det er en helt håbløs kortsigtet beslutning," siger han til mediet. Han har selv været med som rådgiver de seneste tre år."Vi kan se over hele landet, at unges mistrivsel er noget af det højeste i disse tider. Næsten halvdelen er stressede eller pressede. At skulle spare 900.000 på en forebyggende indsats, kan betyde, at flere ender med psykiske diagnoser eller bliver sat af på uddannelse eller arbejdet og vil blive langt dyrere på sigt," lyder hans kritik i Horsens Folkeblad og fortsætter:
"Alene i år i Horsens har vi haft 723 samtaler med knap 300 forskellige unge. Headspace betaler selv for løn til centerlederne, og her i Horsens er resten drevet af de 20 frivillige. Vi har desuden ikke nogen venteliste. De unge kan hele tiden komme til, og vi oplever mange, der kommer, fordi der er ventetid i psykiatrien."
jornns
Sidst opdateret: 21/12/2022 - 11:28
Emner: Horsens Kommune







































