Kommunernes budgetter for 2023 er langt fra smertefrie. I for eksempel Korsør kommer de til at vinke farvel til Tårnborg Skole som følge af det vedtagne budget for 2023 i Slagelse Kommune.

Kommunernes budgetter for 2023 er langt fra smertefrie. I for eksempel Korsør kommer de til at vinke farvel til Tårnborg Skole som følge af det vedtagne budget for 2023 i Slagelse Kommune. - Foto: Tårnborg Skole

Her sparer kommunerne i 2023

Kommunerne kommer til at spare mange steder i 2023, viser en gennemgang foretaget af NB-Kommune. Der bliver sparet på alt fra store udgiftstunge byggerier til meget små poster som lejrskoler. I flere kommuner ved man allerede nu, at budget 23 skal genåbnes i begyndelsen af det nye år. Se forskellige kommuners sparetiltag her.

Udgivet: 22/12/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Mens mange borgere her i december har studeret julekataloger, så må man i en række kommuner studere sparekataloger. Som følge af blandt andet inflation og økonomiaftalen mellem staten og kommunerne for 2023 træder nogle kommunalbestyrelsen på bremsen. Og i nogle kommuner ved man allerede nu, at man i januar/februar kommer til at genåbne vedtagne budgetter for 2023.

Og hvad er det så kommunerne må spare på i det nye år? Det har NB-Kommune samlet eksempler på, som du kan læse her:

Anlægsprojekter stoppes

I det ellers så velstillede Nordsjælland har man i Hørsholm Kommune besluttet, at administrationen skal finkæmme alle påtænkte anlægsopgaver og komme med forslag til, hvilke der kan udskydes eller helt droppes. Det er sat i værk for at standse en hastig tømning af kommunekassen, så man ikke får en kritisk lav likviditet i løbet af 2024.
Læs også:
Pengene fosser ud af kassen i Hørsholm - nu stopper flertal en række anlægsprojekter
I Thisted Kommune skal kommunalbestyrelsen her tirsdag 20. december tage stilling til, hvordan man skal dække et kæmpe underskud i Hanstholm Havn. Ifølge direktionen i kommunen, forudses det, at den store havn i Hanstholm vil komme til at koste kommunekassen ikke mindre end 207 mio. kr. frem mod udgangen af 2026.

Underskuddet i Hanstholm Havn gør, at man nu ifølge et bilag til dagsordenen i kommunalbestyrelsen lægger op til, at man blandt andet i 2023 ikke vil påbegynde byggeriet af en børnehave i Sennels og en handicapinstitution i Thisted. Derudover bliver vejprojekter og etablering af en cykelsti udskudt, og det samme kommer til at gælde for vedligeholdelse af bygninger samt nedrivning af faldefærdige huse. Derudover bliver der indført et nyt gebyr på ansøgninger om byggetilladelser.

Læs også:
Genåbnede budgettet: Gruppeformænd finder millioner til kuldsejlet havn
Skoler lukkes og ansatte fyres

I Slagelse er kommuneøkonomien særdeles hårdt presset. Det fik efteråret et flertal, som kom efter kommunalvalget i 2021, til så at sige at hive håndbremsen. I et budgetforlig indgået i september står der direkte om alvoren i den økonomiske situation:

"Budget 2023 er et krisebudget. Med henvisning til revisionens bemærkninger til regnskab

2021 kan vi konstatere, at hvis ikke der tages alvorlige skridt, bliver kommunen sat under

administration allerede i 2024."

Budgettet i Slagelse Kommune gør blandt andet, at skoler bliver lukket, ældreplejen bliver forringet, og der kommer mindre hjælp til psykisk syge og to-sprogede elever. Som omtalt i NB-Kommune er man begyndt at afskedige ansatte - blandt andet på ældreområdet og i administrationen, og flere afskedigelser kan ifølge kommunaldirektøren komme på tale:

Læs også:
Kommune fyrer 65 ansatte - flere ventes på vej

Besparelser over en bred kam

I Rødovre har hele byrådet fundet besparelser på budgettet for 2023. Pengene er fundet ved små og store besparelser på hele budgettet og dermed alle områder i kommunen. På den måde er mange af besparelserne holdt på små beløb, ligesom mange af besparelserne er løst på en måde, hvor kvaliteten fastholdes og i enkelte tilfælde endda løftes, skriver kommunen i en meddelelse.

"På mange områder har vi fundet besparelser, som ikke har negative konsekvenser for den enkelte. For eksempel skubber vi nogle bygge- og anlægsprojekter og fokuserer på det mest nødvendige. Vi samler også tilbud til psykisk sårbare og skaber bedre rammer samtidig med, at vi sparer husleje," udtalte Rødovre-borgmester Britt Jensen (S) i september.

Sidst opdateret: 22/12/2022 - 11:14

Temaer: Budgetter

Emner: KL - Kommunernes Landsforening

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]